Tidligere FCM-spiller er skiftet til russisk fodbold: Faciliteterne er magiske
Man skulle ellers tro, at Kristoffer Olsson har oplevet glimrende faciliteter i løbet af sin karriere. Han har spillet hos de forsvarende mestre fra Danmark og Sverige, FC Midtjylland og AIK, og som ungdomsspiller var han på kontrakt hos Arsenal. Men det, der møder ham i dagligdagen hos FC Krasnodar, har fejet benene væk under ham.
Klubben spiller sine hjemmekampe på Krasnodar Stadium, som stod færdig i 2016, og som rummer 35.000 tilskuere. Både hjemmebanen og faciliteterne til den daglige træning er i top, mener Olsson.
- Træningsanlægget og arenaen er magiske, så forudsætningerne er virkelig til stede. Alt det fodboldmæssige er virkelig af højeste kvalitet, og det øger jo forudsætningerne for, at man kan udvikles endnu mere, siger han til Fotbollskanalen.
FC Krasnodar ligger aktuelt på fjerdepladsen i den russiske liga og røg af ud Europa League i sidste uge, da Valencia vandt samlet. Til sammenligning sendte FC Nordsjælland AIK ud af kvalifikationen til selvsamme turnering i sommer, og Kristoffer Olsson mener da også, at han har trådt et trin op ad karrierestigen.
- Jeg har ikke spillet så mange kampe, og der er ikke gået så lang tid, men det føles som et skridt opad, og at man kommer ind i et højere tempo, og at man udvikles. Så jeg er tilfreds, siger Olsson.
Han er aktuelt med det svenske landshold og har spillet otte kampe i alle turneringer med FC Krasnodar. Han mangler dog stadig at prøve at vinde med sit nye hold.