Video : Tipsbladet
Generelle

Thomas Enevoldsen vender tilbage til tidligere klub

AaB-legenden Thomas Enevoldsen vender tilbage til sin tidligere klub Orange County.

Efter Thomas Enevoldsen forlod europæisk fodbold i foråret 2018, spillede han en yderst succesfuld sæson for Orange County, hvor han scorede imponerende 20 mål på 34 kampe i den næstbedste amerikanske række, USL.

Og nu vender han tilbage til Orange County, efter at han i 2019 spillede for Indy Eleven og Sacramento Republic.

Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

- Jeg kunne ikke være mere glad for, at Thomas nu er tilbage i Orange County. Han er en af de bedste spillere, der har spillet i ligaen, og han hjalp os ikke kun med at vinde grundspillet i Western Conference i 2018, men hans præstationer har også hjulpet ligaen med at vokse til et andet niveau, siger cheftræner Braeden Cloutier.

Thomas Enevoldsen selv glæder sig også over sit comeback.

- Jeg er meget spændt og glad for at vende tilbage til Orange County. Det er dejligt at være hjemme. Jeg er virkelig spændt på den kommende sæson, fordi jeg føler, at vi har et hold, der kan kæmpe med om et mesterskab, som er mit mål. Jeg kan ikke vente, til sæsonen starter, og jeg glæder mig til at spille på her igen, lyder det fra danskeren. 

Thomas Enevoldsen, 32 år, har tidligere spillet for AaB, hvor det blev til flere end 200 kampe, mens han også har spillet for FC Groningen og NAC Breda i Holland samt KV Mechelen i Belgien, før turen gik over atlanten.