Thomas Enevoldsen forlod i foråret 2018 Europa og drog i stedet over Atlanten for at spille i den næstbedste amerikanske fodboldrække, USL Championship.
Og her skal han nu tørne ud for sin tredje amerikanske klub på knap halvandet år. Han skifter nemlig fra Indy Eleven til Sacramento Republic. Det meddeler sidsntævnte på sin hjemmeside.
I første omgang har Enevoldsen skrevet under på en kontrakt med Sacramento Republic, der udløber ved årsskiftet. Bliver danskeren en succes i Sacramento, kan klubben dog forlænge aftalen med ét år på grund af en klausul i kontrakt.
- Vi er meget glade for at tilføje en spiller af Thomas’ kaliber til vores trup på dette stadie af sæsonen. Hans erfaring på højeste niveau, og især i USL Western Conference, vil styrke vores angreb markant, siger Todd Dunivant, der er direktør i Sacramento Republic, om handlen.
Thomas Enevoldsen, 32 år, havde stor succes i sin første sæson i USA i 2018, da han scorede 21 mål og lagde op til yderligere 10 på 38 kampe for Orange County SC.
I denne sæson står den tidligere AaB-profil noteret for fem mål og to assists på 21 kampe for Indy Eleven.