Der, hvor AGF onsdag eftermiddag skal spille pokalkamp, har de et motto: "Alt er vand ved siden af Ærø."
Det er ikke bare et vittigt ordspil; det er også en virkelighed, det gæstende Superliga-hold og deres tilskuere er nødt til at tage højde for. For man kan kun komme til Ærø ved at sejle, og de lokal myndigheder overvejede at sætte en ekstra færge i drift for at imødekommende interessen for at se Marstal/Rise møde AGF i anden runde af Sydbank Pokalen.
- Det har været spændende at have dialogen med AGF om, hvor mange de kunne slæbe med af tilskuere. Lige fra vi trak dem, har vi været i tæt dialog om, hvordan vi skulle organisere alt det praktiske. Der har været noget logistik med færge og bus. Vi har også været i tæt dialog med kommunen, så vi var sikre på, at de kan komme til og fra Ærø, fortæller Henning Hansen, der er næstformand i Marstal IF, til tipsbladet.dk.
- Det samme gælder færgeselskabet. Kampen er også placeret, så det passer med færgerne. Det er derfor, vi spiller 17.15. I starten snakkede AGF om lidt flere tilskuere, så kommunen var faktisk villig til at sætte en ekstra afgang ind. Nu ser det dog ud til, at færgerne godt klare det.
De forventer et sted mellem 75 og 100 AGF-tilskuere - og endnu flere lokale. Da Silkeborg IF var på besøg for 10 år siden, kom der lige knap 800 tilskuere, hvilket var stadionrekord. I Marstal/Rise tror og håber de på, at der kommer flere denne gang.
Læs også:David Nielsen om seriehold i pokalen: De kommer til at gøre alt
- Vi satser bestemt på, at vi kommer over de 800, måske nærmere 900. Man kan mærke på de lokale, at det er et tilløbsstykke, og jeg har hørt om ærøboere i Svendborg og på Fyn, som rejser hertil for at se kampen. Men vejrudsigterne er ikke fantastiske, så jeg er lidt bekymret for, hvad det betyder, siger Henning Hansen.
Det er ikke første gang, der kommer mange tilskuere på Marstal Stadion: Da førsteholdet spillede i Danmarksserien for et par år siden, kunne de mønstre 300 tilskuere til nogle kampe. Da OB kom på besøg for at fejre den lokale idrætsklubs 100 års jubilæum i 2015, var der 500 på stadion. Og da FC København og Brøndby IF gæstede Ærø i begyndelsen af årtusindet, var der måske lidt flere.
Men der har altså aldrig været over de godt 800 tilskuere, som så Silkeborg IF vinde 3-1 i 2009, og hvis næstformand Hansens forhåbninger om en ny rekord går i opfyldelse, har klubben sørget for at tage sine forholdsregler.
- Vi har opgraderet på ølvogne og pølsevogne i forbindelse med det her arrangement. Men vi ligger generelt højt for et fynsseriehold: mellem 100 og 150 hver gang vi spiller hjemme, så vi har generelt god opbakning fra de lokale, siger Henning Hansen.
Læs også:Ny AGF'er har meldt afbud til landsholdet for at møde Marstal/Rise
Marstal/Rise sætter et hegn op, så udebaneafsnittet er klart markeret, men Marstal Stadion har hverken mure eller hegn rundt om, så AGF-tilhængerne kan i princippet befærde sig, hvor de vil. Men det kan jo være meget rart at vise, hvem der er gæsterne. Især når en af de lokale holder med AGF.
Det er netop, hvad skolelederen på den lokale Marstal Skole gør. For selv om flere af hans ansatte er frivillige i idrætsforeningen, herunder Henning Hansen, holder han fast i klubben fra sin barndom.
- Forhåbentlig kommer en del af vores kollegaer og kigger; det er der blevet snakket lidt om. Vores koleleder er også fra Århus, så det giver lidt ekstra lir. Vi har henvist ham til det andet område, så han ikke skal stå med de andre, siger Henning Hansen med et grin.
Hvis kampen også går, som næstformanden håber, skal der nok være noget at tale om på lærerværelset torsdag morgen.