Video : Tipsbladet
Generelle

Serie A-sæsonen kan slutte uden en mester: Tre scenarier er i spil

Serie A er blevet sat på pause indtil den 3. april, men i øjeblikket er det stadig meget tvivlsomt, om ligaen rent faktisk kan blive genoptaget til den tid.

Mandag aften blev det meldt ud, at Serie A er blevet sat på pause indtil 3. april, og i skrivende stund er det usikkert, hvordan sæsonen skal spilles færdig. 

Den italienske premierminister Giuseppe Conte udvidede således den såkaldte røde zone til at gælde for hele landet, hvilket betyder, at folk i udgangspunktet skal blive i hjemmet.

Det helt store spørgsmål er dog, om turneringen rent faktisk bliver genoptaget til april. Det afhænger selvsagt af, hvordan situationen omkring spredningen af Covid-19 udvikler sig i den kommende tid. 

Tre scenarier
Ifølge den italienske avis La Repubblica er der umiddelbart tre scenarier, der kan komme i spil. Et af problemerne er, at EM som bekendt sparkes i gang den 12. juni, hvilket betyder, at der er begrænset tid til at få afviklet de resterende 12 runder af Serie A-sæsonen. Det kan på nuværende tidspunkt absolut ikke afvises, at EM-slutrunden kan blive udsat til efteråret. Det vil således muligvis kunne betyde, at Serie A kan spilles færdig inden da.

En anden mulig løsning er, ifølge avisen, at afvikle et tætpakket program i løbet af maj, hvor klubberne skal spille hver anden eller tredje dag. Worst case scenario er, ifølge La Repubblica, at sæsonen bliver afsluttet helt, uden at der findes en endelig vinder. 

De øverstplacerede klubber vil dog stadig kvalificere sig til de europæiske turneringer i det tilfælde. Hvad angår nedrykning, vil det blive håndteret således, at ingen klubber rykker ned, mens de to øverstplacerede hold i Serie B stadig rykker op. Dermed vil Serie A i næste sæson altså kunne bestå af 22 klubber.