Red Bull Salzburg: Nej tak til Nielsen
Den tidligere Vejle-profil Brian Nielsen står i den lidt specielle situation, at han er ejet af et firma - ikke en klub. Den teknisk velfunderede kantspiller ejes af læskedrikgiganten Red Bull, der står bag fem fodboldklubber i lande som Brasilien, Ghana, Tyskland, Østrig og USA.
Det er netop i USA - i klubben New York Red Bulls - Brian Nielsen har optrådt siden skiftet fra Vejle sidste forår. Men på grund af skader har den tidligere U/21-landsholdsspiller opnået færre end en håndfuld kampe for den amerikanske klub.
Brian Nielsen har kontrakt med firmaet Red Bull indtil 2012, men inden nytår skal det besluttes, om han fortsætter i New York i sit sidste kontraktår, eller han i stedet skal prøve kræfter med Østrig og Red Bull Salzburg.
Sportsdirektøren i New York, norske Erik Solér, udtalte for nylig, at han vil beholde Brian Nielsen i "The Big Apple", men at han først skulle afklare danskerens fremtid med Salzburg. Det behøver han imidlertid ikke at gøre. Østrigerne vil ikke have danskeren med med den omfattende skadeshistorik.
- Vi har ingen diskussioner om Brian Nielsen. Han er ikke med i vores planer, og vi skal ikke have en spiller fra New York. Hvis New York vil have ham, bliver han der, siger sportsdirektør i Red Bull Salzburg, Heinz Hochhauser, til tipsbladet.dk.
Sportsdirektøren fortæller at det var hans forgænger i jobbet, Dietmar Beiersdorfer, der ønskede Brian Nielsen til Salzburg. Men efter hans tiltrædelse er dén interesse forsvundet.
Dermed har New York Red Bulls fri bane til at beholde den 24-årige dansker et år endnu.