FCK er videre til slutspillet i Europa League, selvom de her til aften tabte 1-0 til Malmö, på et selvmål af Sotirios Papagiannopoulos.
Pierre Bengtsson havde inden opgøret sagt, at det ville blive sådan en kamp man ville huske, når man stoppede fodboldkarrieren, men det blev han nødt til at trække tilbage efter nederlaget.
- Nej, det blev det ikke. Vi taber kampen, vi får ikke scoret nogle mål og det var frustrerende. Jeg synes ikke, vi er gode med bolden.
Vi spiller langsomt, vi skifter ikke side og vi holder ikke rigtig fast i bolden og får lagt tryk på Malmö. Så nej, det er skuffende.
Pierre Bengtsson havde ligesom flere af sine holdkammerater svært ved helt at glæde sig over avancementet.
- Selvfølgelig er vi videre, men jeg synes, det er lidt heldigt. Jeg havde regnet med, at Dynamo Kiev ville vinde, og at vi var røget ud, men de spiller uafgjort, og derfor er vi videre. Så vi glæder os til to gode kampe efter jul.