Video : Tipsbladet
Generelle

Olympisk komité: Al sport i Italien aflyses indtil april

Den italienske olympiske komité vil aflyse al idræt i landet indtil den 3. april.

Der bliver ikke mere Serie A-fodbold for Christian Eriksen, Simon Kjær, Lasse Schöne eller nogle andre i denne måned.

Den italienske olympiske komité har nemlig valgt at tage konsekvensen af de seneste ugers Corona-smitte i landet og anbefaler nu, at man aflyser samtlige sportsbegivenheder i Italien indtil den 3. april. Det skriver TV 2.

Komitéen har bedt landets regering gøre anbefalingen gældende.

Det italienske fodboldforbund, som er medlem af Den italienske olympiske komité, holder desuden krisemøde om sagen tirsdag.

Italien er det hårdest ramte land i Europa med 9172 smittede, hvoraf 463 er døde. 724 italienere er heldigvis blevet erklæret virusfri igen efter at have været smittet.