Bragt i Tipsbladet Indsigt 19. marts 2010.
På en køretur i den brasilianske delstat Tocantins 4. januar 2010 ændres Gilberto Macenas liv og fodboldkarriere.
Horsens-angriberen er på ferie i hjemlandet og er kørt fra sine forældres hjem for at besøge nogle venner, før han dagen efter skal flyve hjem til vintertræningen i det vinterkolde Danmark.
Gilberto Macena er topscorer i 1. division, rækkens måske dygtigste individualist, og gennem flere år AC Horsens' største håb og salgsemne. Men i et sving på motorvejen nær barndomshjemmet er den gode karriere og sandsynligvis også Gilberto Macenas liv en meters penge fra at slutte.
Flyver
»Jeg har lidt travlt på turen, men jeg er ikke sådan en, der kører stærkt. Der kommer et sving, hvor jeg på grund af træerne ikke kan se, hvad der kommer. Da jeg er igennem svinget, kommer to lastbiler lige imod mig. Den ene overhaler den anden på et sted, hvor overhaling er forbudt. Jeg kan ikke nå at bremse, så jeg prøver at styre bilen ud i siden af vejen. Jeg kan huske, at jeg rammer nogle brosten, og så farer jeg ind i busken. Jeg troede, at alt var slut. Pludselig tænkte jeg på fodbold og Horsens. At jeg nu skulle sidde i kørestol,« fortæller Gilberto Macena.
Efter halvandet år i Holbæk og tre et halvt år i AC Horsens er Gilberto Macena en fyr, både holdkammerater, fans og ledere synes godt om. Både for sine åbenlyse kvaliteter i form af god teknik og et lynhurtigt antrit, og for mere bløde værdier som godt humør, ansvarlighed og empati, der langt fra er normale kendetegn for fodboldspillere med den type benhårde skoling, brasilianeren har været igennem.
Men da »Gil« fortæller om oplevelsen på en spæd forårsdag tre dage inden forårspremieren mod topkonkurrenten Lyngby, er der langt mellem de sædvanlige smil.
»Det er det værste, jeg har oplevet i mit liv,« siger Gilberto Macena.
»Bilen ruller rundt to-tre gange. Det larmer rigtig meget. Da bilen stopper, er det første, jeg gør, at kigge ned af mine ben. Jeg kan se, at de står lige, men at der er masser af blod ved min højre fod. Jeg har shorts, sko og en almindelig t-shirts på, for det er varmt. Jeg er helt i chok. Jeg vil hurtigt ud af bilen og se, om jeg kan gå. Om min krop er i orden. Jeg skulle se, om jeg kunne fortsætte med at spille fodbold. Det er det, jeg lever af. Der kommer ikke hjælp med det samme, så jeg tager mit bælte af og min t-shirt [og spænder om benet]. Jeg kan ikke komme ud af de to døre, så jeg kommer ud gennem forruden, der er flækket. Jeg hopper ud af bilen og ind i busken. Da jeg gik, havde jeg ondt i hoften, men jeg kunne mærke, at mine ben var i orden, at der ikke var noget brækket. Jeg blev rigtig glad. Jeg går ud til motorvejen, og der er mange, der er stoppet, og nogen har ringet efter hjælp. Der gik 20-30 minutter, før ambulancen og politiet kom, fordi det ligger langt fra alt. Jeg var stadig bange for, at der måske var noget med mine muskler, men jeg var glad for, at der ikke var sket mere. Det var som at være genfødt,« fortæller brasilianeren.
Før ambulancen kommer frem, får den 25-årige Horsens-spiller et lift ind til hospitalet i provinsbyen Araguaina, byen hvor Macena som teenager begyndte at tage fodbold alvorligt. Før Macena får ringet til sine forældre, har Macenas bror og far fået at vide, at deres lillebror og søn er kørt galt.
»Min far og min bror fortæller mig bagefter, at da de kommer hen til ulykkesstedet og ser bilen, tror de, at folk lyver for dem. Fordi man skulle være meget heldig for stadig at være i live. Bilen var fuldstændig smadret. Jeg har været meget heldig. Jeg kører i en stor firehjulstrækker med alt udstyret, og den bliver bare helt smadret. Den er lige til at skrotte, man kan ikke bruge den til noget som helst. Det var meget heldigt. Det var åbenbart ikke den dag, jeg skulle dø,« fortæller Gilberto Macena.
»Jeg var så tæt på at ramme et stort træ. Jeg er måske så langt fra træet [Gilberto strækker armene ud], ikke mere end halvanden meter. Jeg flyver forbi, og i stedet for at ramme træet, rammer jeg nogle sten. Bilens side hamrer ind i stenene, og et af dækkene i den side flyver langt op i luften. Bagefter er der en ude på vejen, der siger, at han så mit dæk flyve væk. Da jeg kommer ud af bilen, går jeg tilbage mod motorvejen ad samme vej, som bilen er kommet ind. Der ligger smadrede træer, et sidespejl, mit dæk, alt muligt, spredt over 30-40 meter,« siger Gilberto Macena.
