Generelle

Lindegaard sender Aalesund i cup-finale

Den tidligere OB'er Anders Lindegaard og Aalesund er i pokalfinalen efter sejr over Odd Grenland og Jacob Sørensen. Lindegaard reddede sit hold i overtiden

Efter en 1-0 sejr på hjemmebane over Odd Grenland er Aalesund med målmand Anders Lindegaard klar til den norske pokalfinale. Målet blev scoret efter godt en time, hvor Aalesund spillede Odd Grenlands venstre forsvarsside tynd, hvorefter Thor Hogne Aarøy kunne glide bolden i mål.

Anders Lindegaard spillede en fin kamp og reddede i overtiden sit hold, da han præsterede en pragtredning. I det tætpakkede felt afsluttede Kovacs hårdt, men med en fantastisk refleks parerede Lindegaard og sikrede sig dermed et clean sheet. Derudover spillede solidt og præsterede, bortset fra en enkelt usikker aktion i feltet, at skabe ro i Aalesunds forsvar. For Odd Grenland spillede Jacob Taz Sørensen de første 80 minutter, mens Søren Jensen sad hele kampen på bænken.

Læs også: Lindegaard: Som Super Bowl

Kampen blev skæmmet af en grim episode med ti minutter igen, da Odd Grenlands midtbanespiller Kenneth Dokken, uden at bolden var i nærheden, sparkede Aalesunds kaptajn Johan Arneng ned. Dommeren så ikke noget, og Dokken fik resten af kampen på banen, men hverken han eller holdkammeraterne kunne passere Lindegaard.

Nu venter Tippeligaens øjeblikkelige to'er Molde i Aalesunds første pokalfinale, som spilles 8. november på Ullevål i Oslo.