Ken Ilsø har de senere år fristet en tilværelse som fodboldnomade, hvor turen er gået over Kina, Singapore, Malaysia og senest Adelaide United i Australien. Her er danskeren nu blevet suspenderet, efter en dopingtest har fundet spor af kokain, og man afventer svar på B-prøven.
- Indtil resultaterne er modtaget, kan jeg ikke komme med yderligere kommentarer. Jeg vil gerne takke PFA for deres støtte i denne prøvende og frustrerende situation, siger Ken Ilsø.
Suspenderingen er et obligatorisk skridt i forbundets anti-dopingpolitik, og den 32-årige offensivspiller må derfor ikke spille, mens undersøgelsen står på.
Danskerens klub følger situationen nøje, og mens det hele står på, har Ilsø klubbens fulde opbakning. Siden skiftet til Adelaide forud for sæsonen er det blevet til 19 kampe med tre scoringer til følge.