Den tidligere AGF-profil Jens Jønsson forlængede mandag sin aftale med tyrkiske Konyaspor, så han nu er at finde i den tyrkiske klub i de kommende to sæsoner. Og selv om det først faldt på plads en lille uge, inden hans kontrakt stod til at løbe ud, var det et nemt valg.
Den 25-årige midtbanespiller har nemlig fundet sig til rette i Tyrkiet, hvor han også selv mener, at den forgangne sæson var den bedste i karrieren.
- Jeg synes, at jeg spillede noget af den bedste fodbold, som jeg nogensinde har gjort i sidste sæson. Og det i en sæson, hvor jeg var ude med en skade i tre måneder og vi havde to forskellige trænere.
- Jeg håber, at jeg kan bygge videre på de takter, som jeg leverede, og da jeg samtidig er glad for landet, kulturen og ikke mindst ligaen, hvor jeg bliver udfordret på mange parametre, så var valget egentlig ret nemt. Det er her, at jeg kan tage det næste skridt i min karriere, siger Jønsson, der havde et konkret tilbud fra et andet land også, fortæller Jønsson ifølge stiften.dk.
Men det bliver en ny træner, Jønsson skal spille under i den kommende sæson. Rıza Çalımbay overtager således cheftrænergerningen i Konyaspor i den kommende sæson, men det var allerede på plads, inden Jønsson skrev under.
Han var også med til at beslutte, at klubben skulle holde på den danske midtbanespiller, fortæller Jønsson, der har spillet to sæsoner i Konyaspor, hvor det er blevet til 65 kampe.