Ikke alle opgør i tredje runde af verdens ældste pokalturnering, FA Cuppen, er blevet afgjort, men der er ikke desto mindre allerede blevet trukket lod til fjerde runde af den traditionsrige turnering. Det skete mandag aften, hvor der med danske briller et ét opgør, der er særligt interessant.
Kasper Schmeichels Leicester har nemlig trukket Brentford fra Championship. Brentford gik videre videre i lørdags, hvor danske Emiliano Marcondes med et smukt frispark afgjorde kampen mod Stoke. Også landsholdsbacken Henrik Dalsgaard og unge Luka Racic er i klubben, som desuden har en dansk træner i form af Thomas Frank. Hvor Leicester er med i topppen af Premier League, er Brentford godt med i kampen om en playoff-plads, der kan give oprykning til den bedste engelske række.
Liverpool gik efter en flot præstation af klubbens unge garde videre efter en sejr over lokalrivalen Everton søndag aften. De kommer til at være klare favoritter i deres opgør i fjerde runde. Her skal de nemlig møde vinderen af kampen mellem Championship-klubben Bristol City og League One-klubben Shrewsbury.
De forsvarende FA Cup-vindere, Manchester City, kan også se frem til en modstander fra en lavere række. De trak London-klubben Fulham, som i sidste sæson rykkede ud af Premier League.
Der er også udsigt til et par opgør mellem to klubber fra den øverste række i England. Burnley tager imod Norwich, og hvis Tottenham formår at slå Middlesbrough ud i andet forsøg, skal de op imod Pierre-Emile Højbjergs Southampton. Arsenal skal møde Bournemouth, hvis de vinder deres hjemmekamp mod Leeds mandag aften.