Fra Superliga-træner til radiovært:
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Fra Superliga-træner til radiovært: "Tryllerik" i spidsen for Radio 4-program

Erik Rasmussen er bedst kendt som fodboldtræner, men fremover skal han tale om spillet i radioen. Han er nyudnævnt vært på programmet '4 på foden' på den nye kanal Radio 4.

Det seneste, dansk fodbold så til Erik Rasmussen, var som cheftræner for Vendsyssel FF. Men nu vender den mangeårige Superliga-træner tilbage i offentligheden - bare på den anden side af bordet.

Nu skal "Tryllerik" selv interviewe spillere, trænere og journalister i Radio 4's udsendelser med fodbolddebat, '4 på foden'. Det skriver radiokanalen i en pressemeddelelse.

- Jeg glæder mig vildt meget til at komme i gang. Min kærlighed til spillet er stadig lige stor – og med min baggrund og viden om fodbold vil vi i programmet gå i dybden og se på spillet fra nye vinkler. Det er derfor ikke nødvendigvis ugens største historier fra fodboldens verden, der kommer til at fylde mest i ’4 på foden’, men derimod de historier, som vi synes, passer bedst til os, siger Erik Rasmussen.

Læs også:Otte år efter: Erik Rasmussen forstår fyring i AGF

Den tidligere toptræner har, siden han forlod Vendsyssel i foråret 2018, arbejdet som sport- og fodboldansvarlig på Hald Ege Efterskole. Han driver desuden et velgørenhedsprojekt via fodbold i Sierra Leone.

Rasmussen har en fortid som aktiv spiller og vandt blandt andet to mesterskaber med Brøndby IF. Som træner har han stået i spidsen for blandt andre Næstved BK, FC Midtjylland og AGF.

Han afskrev dog i januar sine chancer for at blive træner i en topklub igen.

Læs også:Erik Rasmussen er færdig som toptræner: Klubber synes ikke, jeg er fed

- Njaeee, jeg må bare acceptere, at jeg er en træner, som ikke særlig mange klubber synes er fed at have, sagde Rasmussen med et grin til Århus Stiftstidende.

- Og det drejer sig såmænd ikke så meget om resultaterne. Men jeg tror, at jeg i topklubberne har fået det ry, at jeg er lidt farlig at have med at gøre.

Erik Rasmussen har første sendedag på Radio 4 på mandag.

Læs også:Ny Esbjerg-træner: Her er bookmakerens favoritter

Læs også:Hareide vinder trænerpris: Afhængig af kontinuitet på spillersiden