Flere italienske klubber kæmper angiveligt om Zlatan Ibrahimovic' signatur.
Således lyder det nu både fra AC Milan og Bologna, at man afventer svenskerens beslutning.
- Vi venter på, at han beslutter sig, lyder det således ifølge Sky Italia fra Frederic Massara, fodbolddirektør i AC Milan.
- Der er intet nyt at berette, for der er ingen konkrete forhandlinger i gang. Ibrahimovic bruger lige nu tiden til at reflektere over situationen, så vi kan ikke gøre andet end at vente.
Afventer situationen
Og i Bologna er situationen altså mere eller mindre den samme.
- Den seneste kontakt var i november, og dengang sagde spilleren, at han ville tage en beslutning i december. Det er sådan tingene ser ud nu. Vi er klar til at tage en snak, hvis han beslutter at skifte til os, lyder det fra Riccardo Bigon, sportsdirektør i Bologna.
Uenighed om kontraktlængde
Det forlyder, at Zlatan er uenig med AC Milan om flere aspekter af kontrakten. Den 38-årige svensker er angiveligt opsat på en kontrakt, der løber frem til 2021.
AC Milan ønsker dog i første omgang kun at hente svenskeren indtil sommer, hvor man så vil tilbyde målræven en ét-årig forlængelse, hvis man formår at kvalificere sig til Champions League.