FIFA: Korruptionssag mod bin Hammam
FIFA's etiske komite har her til middag offentliggjort, at man har indledt undersøgelse af korruptions-sager mod FIFA-vicepræsident og præsidentkandidat ved VM-valget i næste uge Mohamed bin Hammam (Qatar), og mod FIFA-vicepræsident Jack Warner (Trinidad og Tobago).
Det er USA's Chuck Blazer, der er menigt medlem af FIFA's eksekutivkomite og generalsekretær i det nordamerikanske fodboldforbund CONCACAF, der er kommet med anklagerne mod bin Hammam og Warner. Sidstnævnte er i øvrigt Blazers direkte chef i CONCACAF, hvor Jack Warner har været præsident siden 1990.
- 24. maj indberettede FIFA's eksekutivkomite-medlem og CONCACAF-generalsekretær Chuck Blazer mulige overtrædelser af FIFA's etiske regler af (FIFA-)ledere til FIFA-generalsekretær Jerome Valcke, skriver FIFA i en pressemeddelelse.
- Indberetningen henviste til et møde i det caribiske fodboldforbund (CFU), der tilsyneladende var arrangeret af FIFA-vicepræsident Jack Warner og FIFA-eksekutivkomite-medlem Mohmmed bin Hammam, der fandt sted 10. og 11. maj. Mødet drejede sig om det forestående FIFA-præsidentvalg, lyder det videre.
- Set i lyset af de påståede fakta i indberetningen, der inkluderer beskyldninger om bestikkelse, bad FIFA's generalsekretær, i overstemmelse med artikel 16 i FIFA's etiske regler, i går FIFA's etiske komite om at indlede en sag.
Ud over Jack Warner og Mohamed bin Hammam er to ledere fra CFU, Debbie Minguell og Jason Sylvester, navngivet i korruptions-sagen.
FIFA beder de anklagede om at forholde sig til beskyldningerne senest på fredag og om at møde op til høring i den etiske komite i Zürich på søndag.
FIFA's etiske komite var i forvejen ved at undersøge beskyldninger om korruption mod blandt andre Qatars VM-komite, som den britiske avis Sunday Times har beskyldt for at have købt stemmer op til afstemningen om VM-værtskaberne i 2018 og 2022.
Beskyldningerne om korruption er et alvorligt tilbageslag for Mohamed bin Hammams forsøg på at blive valgt som FIFA-præsident, et valg der finder sted på FIFA's årlige generalforsamling, der finder sted i Zürich på næste onsdag. Der har været rygter om, at FIFA-generalsekretær Jerome Valcke for nylig har forsøgt at få Mohamed bin Hammam til at trække sit kandidatur, og timingen i sagen er påfaldende.
Jack Warner har ifølge Sepp Blatter givet udtryk for, at hans 35 medlemmer i CONCACAF som sædvanlig ville støtte Blatter i det forestående præsidentvalg, og Warner har gennem flere årtier været en af Blatters nærmeste politiske allierede. Hvis mødet, som Chuck Blazer har anmeldt, har fundet sted, kunne det ligne et forsøg af Mohamed bin Hammam på at få Jack Warner og dennes 35 stemmer over på sin side.