Discovery slår fast: Vores kanaler forsvinder fra YouSee
Foto: Getty Images
Generelle

Discovery slår fast: Vores kanaler forsvinder fra YouSee

Det ligger nu fast, at Discoverys kanaler ikke bliver en del af YouSees tilbud fra 2020. Det fortæller Discoverys administrerende direktør, Christian Kemp, onsdag.

YouSee og Discovery Networks har i de seneste måneder ligget i krig, og nu ligger det fast, at ingen af sidstnævntes kanaler vil være at finde i YouSees tilbud fra det kommende år - hverken i de faste TV-pakker eller som bland-selv.

YouSee oplyste tilbage i november, at man ikke kunne nå til enighed med Discovery om en aftale.

Dengang blev YouSees opførsel kaldt for diskriminerende og konkurrenceforvridende af Discovery, og tonen har ikke ændret sig onsdag, hvor administrerende direktør Christan Kemp bekræfter, at forhandlingerne med YouSee er endegyldigt afsluttet.

Læs også:Divisionsforeningen: TV-konflikt giver størst problemer for Yousee

- Det er nu definitivt, at der ikke bliver en aftale med YouSee. YouSee opretholder sin diskriminerende adfærd, og derfor lægger vi nu vores kræfter fremadrettet i Dplay og med de andre danske tv-distributører. Vi håber, at YouSee-kunder fremadrettet vil bruge disse platforme til at få adgang til vores tv-kanaler, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

- YouSee siger, at de ønsker mere fleksibilitet for deres kunder, men faktum er, at de nu tilbyder mindre indhold til den samme pris kun for at skabe besparelser for deres ejere, en australsk kapitalfond og danske pensionskasser.

Christan Kemp uddyber, at man føler sig godt forberedt på en situation som denne efter flere års investering i streamingtjenesten Dplay.

Læs også:Ingen landskampe til kunderne fra 1. januar: YouSee opsiger Discovery-aftale

- Heldigvis vil seerne stadig kunne se alt vores indhold og alle vores kanaler gennem de andre danske tv-distributører og selvfølgelig på vores streamingtjeneste Dplay. Vi ved alle, at medielandskabet ændrer sig hurtigt, og vi har forberedt os på et scenarie som dette. Vi har investeret massivt i Dplay i de sidste par år, og det er nu en af de hurtigst voksende streamingtjenester i Norden.

Disoverys kanaler er også tilgængelige hos distributører som Boxer, Waoo, Canal Digital, Stofa og Telia.

Læs også:Ingen løsning i år: Superliga-kampe og landsholdet forsvinder fra YouSee

Læs også:Discovery angriber YouSee: Konkurrenceforvridende og diskriminerende

Læs også:Tv-krig: Stærkt bekymret DBU-direktør vil kalde parterne til møde