Video : Tipsbladet
Generelle

Danskerlejren i Brentford henter sæsonens første sejr

Thomas Franks Brentford kom tilbage på sporet med en udesejr over Middlesbrough. Fire danskere fik spilletid i kampen, mens Kristian Pedersen fik uafgjort med Birmingham.

Hele tre danskere var at finde i startopstillingen og endnu en kom til, da Brentford lørdag fik sæsonens første sejr. På udebane dukkede Thomas Franks tropper Middlesbrough med 1-0.

Emiliano Marcondes, Mathias Jensen og Henrik Dalsgaard startede alle inde, mens Luka Racic blev skiftet ind i anden halvleg. Dermed kom Brentford på tavlen efter et 0-1-nederlag til Birmingham i sæsonens første runde.

Klubbens to øvrige danskere i førsteholdstruppen, Christian Nørgaard og Mads Bech Sørensen, var ikke udtaget til truppen.

Andetsteds spillede Kristian Pedersen hele kampen, da Birmingham fik 1-1 mod Bristol City, der udlignede sent i kampen.