I Schweiz har frygten for coronavirus fået konsekvenser for fodboldligaen, og Frederik Sørensen, der spiller for schweiziske Young Boys, står midt i det hele. I et interview med Ekstra Bladet sætter den danske forsvarsspiller ord på situationen.
Den schweiziske regering har forbudt begivenheder, hvor mere end 1.000 mennesker er samlet, og det indebærer blandt andet fodboldkampe. Derfor er den schweiziske liga også blevet sat på pause indtil april.
Læs også:Coronavirus udsætter den schweiziske liga til april
Frederik Sørensen både bor og spiller i Schweiz, og han kan mærke frygten for coronavirussen, fortæller han til Ekstra Bladet.
- Min kærestes familie bor i Bologna, hvor de er ramt af lukkede skoler. Der er mange, der siger, at man ikke skal være bange for det, men der er altid en usikkerhed, når man hver dag læser, at flere og flere bliver smittet, siger Frederik Sørensen og tilføjer, at virussen dog ikke er noget, han tænker på hele tiden.
Den 27-årige dansker er i denne sæson udlejet til Young Boys fra tyske FC Köln, og han har spillet 22 kampe for klubben, der er nummer to i den schweiziske liga.
Frederik Sørensen er ikke den eneste dansker i schweizisk fodbold. Venstre back Mads Valentin Pedersen spiller også for FC Zürich.