Efter at have fået rigeligt med spilletid i sine første fire sæsoner i Chelsea, er Pedro gledet længere væk fra holdet siden Frank Lampards ankomst. Blot ti kampe på tværs af alle turneringer er det blevet til i denne sæson, og derfor begynder den 32-årige spanier at kigge som om efter en ny klub.
Pedro har udover Chelsea kun spillet i FC Barcelona, hvor han kom fra klubbens ungdomsafdeling. Og netop FC Barcelona er da også Pedro ønskedestination, hvis han selv kun vælge. Det fortæller den hurtige kantspiller i et interview med L'Esportiu, hvor han også afslører, at den mulighed faktisk allerede opstod i sommer.
- Hvis Barça ringer, smider jeg alt, jeg har i hænderne. Der var et tidspunkt i sæsonoptakten, hvor vi spillede mod Barça. Her snakkede jeg med træneren og så en chance, men den dør blev hurtigt lukket, siger Pedro og afslutter:
- Lige nu ved jeg ikke, hvad der skal ske med mig. Kun at jeg har kontrakt med Chelsea indtil slutningen af sæsonen.
Pedro nåede at spille 321 kampe for FC Barcelona, inden han drog mod Chelsea, hvor det er blevet til 193 kampe. I den nuværende situation er der ikke udsigt til mange flere på Stamford Bridge, og derfor vil det næppe være det store tab for Frank Lampards mandskab, hvis spanieren tager videre i karrieren.