Generelle

Blatters baby lever endnu

FIFA genopliver fra på søndag det forkætrede VM for klubhold, som ellers blev droppet i 2001, da det økonomiske grundlag for turneringen pludselig forsvandt, da FIFAs marketingsbureau ISL pludselig kollapsede. Men turneringen, der er FIFA-præsident Sepp Blatters helt eget påfund, skal pinedød gennemføres, så i år har man droppet gruppespillet til fordel for et cup-program, og den europæiske og sydamerikanske deltager sidder over i første runde. Dermed er antallet af kampe blevet halveret til syv, selv om man sikkert godt kunne undvære opgør om både en 3. og en 5. plads. Det er lykkedes at sælge konceptet til Toyota, som er sponsor for turneringen i Japan, ligesom bilfabrikanten har stået for i Tokyo at arrangere den årlige Intercontinental Cup mellem Europas og Sydamerikas mesterhold. Den finalekamp er nu aflivet til fordel for Blatters bastard. Turneringen kommer fandens ubelejligt for Liverpool, der i forvejen måtte igennem en alenlang kvalifikation til Champions League og en europæisk Super Cup-finale, før man kunne komme i gang med den hjemlige Premier League. Forude venter nemlig et hårdt juleprogram, så man skal næppe blive overrasket, hvis Liverpools mange stjerner måske ikke leverer varen i holdets semifinale på torsdag, hvor modstanderen bliver enten Sydney FC eller Deportivo Saprissa. Derfor taler meget for, at Sao Paulo snupper titlen. Klubben er netop blevet færdig med en særdeles skuffende sæson hjemme i Brasilien, hvor det kun blev til en midterplacering, og selv om Sao Paulo ikke har overvældende store navne i truppen, bortset fra landsholdsbacken Cicinho, der formentlig at finde i Real Madrid inden længe, så har det dog kvalitet nok til at hjemføre titlen. Ikke mindst fordi man i Sydamerika tager denne type turneringer langt mere alvorligt.

Brasilianerne kan dog i semifinalen løbe ind i egyptiske Al Ahly, som længe har været et af Afrikas klubhold. Søndag satte holdet uofficiel verdensrekord med 55 kampe i træk uden nederlag.

Men først skal egypterne lige overkomme Al Ittihad, der har flere spillere på Saudi-Arabiens landshold, som har kvalificeret sig til VM. Også Costa Rica er med i Tyskland næste år, og her benytter landsholdet flere spillere fra Deportivo Saprissa. Men hverken Al Ittihad eller Deportivo Saprissa synes stærke nok til at vinde tre kampe i træk.

Sidst men ikke mindst bliver der et gensyn med den nu 34-årige Trinidad & Tobago-angriber Dwight Yorke. Den tidligere Manchester United-stjerne tørner nu ud for Sydney FC, der næppe skal gøre sig forhåbninger om at gå videre til en semifinale mod Liverpool.

Hos australierne finder man også den nu 30-årige angriber Sasho Petrovski, der for et par år siden opnåede at spille 66 kampe for Viborg.