Som beskrevet i går har FC Barcelonas Arturo Vidal angiveligt sagsøgt klubben for ikke at have fået udbetalt sine bonusser for sidste sæson. Det skulle dreje sig om 2,4 millioner euro, cirka 18 millioner kroner, som midtbanespilleren mener, han har krav på.
Der skal allerede være indsendt en officiel klage til den spanske spillerforening og La Liga, men Vidal får ikke sine penge uden kamp. Ifølge avisen Marca bliver kravet nemlig pure afvist af FC Barcelona, som langt fra lader til at være enig med sin spiller i sagen.
Den catalanske klub mener ikke, at chileneren spillede nok kampe i sæsonen til, at bonussen bliver udløst, og de regner med at have La Ligas fulde støtte i sagen.
Der er i forvejen knas i forholdet mellem Arturo Vidal og FC Barcelona. 32-årige Vidal vil efter sigende gerne væk fra klubben, da han er utilfreds med manglen på spilletid. Italienske Inter står klar i kulissen med 12 millioner euro, men den pris får ikke FC Barcelona til at sælge.
Faktisk vil de slet ikke af med Vidal i vinterens transfervindue, da træner Ernesto Valverde ser ham som en vigtig brik i truppen. Derfor vil de tidligst til sommer overveje at slippe ham. Det skal derfor bliver spændende at se, hvordan forholdet mellem klub og spiller udvikler sig i de kommende måneder.