Barça bekræfter: Henter portugisisk angriber for 230 millioner kroner
Foto: Getty Images
Generelle

Barça bekræfter: Henter portugisisk angriber for 230 millioner kroner

Barcelona har endelig meldt ud, at klubben henter en angriber. Der er tale om portugiseren Francisco Trincao, der dog først skifter til sommer.

Barcelona har i løbet af januar været kædet sammen med en lang række angribere, men den seneste melding fra den katalanske klub er, at man ikke når at finde en afløser for den langtidsskadede Luis Suárez til resten af sæsonen.

Her på deadline day har Barcelona dog endelig bekræftet købet af en angriber. Der er tale om den 20-årige portugiser Francisco Trincao, der dog først skifter fra Braga den 1. juli.

Skifter først til sommer
Barcelona betaler 230 millioner kroner for Braga-angriberen, skriver Mundo Deportivo. Katalanerne har skrevet en kontrakt med Trincao, der løber indtil 2025. Angriberen har fået en frikøbsklausul på 3,7 milliarder kroner. 

Ifølge Mundo Deportivo er Trincao et af de største portugiske talenter, og den unge angriber er allerede blevet sammenlignet med navne som Luis Figo og Cristiano Ronaldo. 

Der er tale om en høj, men letbenet og hurtig spiller. Trincao er venstrebenet og spiller som regel i højre side af angrebet, hvor han kan trække ind i banen og afslutte.

Trincao har i denne sæson spillet 11 ligakampe og fire Europa League-kampe for Braga, og han står noteret for tre kasser.