Ailton mødte Pelé
Nordvestkvarteret i København stod for en stund på den anden ende, da Pelé besøgte Degnestavnen Legeplads. Pelé er i København for at deltage i IOC-mødet, da han er repræsentant for Rio De Janeiros kampagne for at få OL til byen i 2016. Han havde dog tid til et hurtigt stop på Degnestavnens Legeplads, hvor han var træner i en streetfodboldkamp arrangeret af Copenhagen Street Soccer, Futbol de Calle og Underground.
Også FC Københavns Ailton Almeida var træner, og for ham var det stort at møde Pelé. Mens det meste af pressen belejrede den aldrende verdensstjerne efter kampen, skrev Ailton autografer til en noget mindre børneflok.
- Det er stort, og jeg er meget glad. Han er flot, og han er en rar person, sagde Ailton til tipsbladet.dk henover hovederne på de børn, der sørgede for, at Ailton trods alt fik den opmærksomhed, som en SAS Liga-stjerne fortjener.
Ailtons berømte landsmand, der har hentet tre verdensmesterskaber til Brasilien, betyder meget for FCK-stjernen.
- Han er den største i hele fodboldverdenen, og han betyder meget for os, siger brasilianeren.
Også den tidligere Herning Fremad, AB- og Horsens-spiller Abdul Sule var træner for en dag, og selvom han er nigerianer, betyder Pelé meget for den tidligere Superliga-profil.
- Han er en fantastisk mand, og det er dejligt at møde ham. Han betyder meget, og jeg elsker ham, sagde Abdul Sule, der tilbage i 1992 mødte verdensstjernen, da Sule var i Brasilien for at spille fodbold.