Video : Tipsbladet
Generelle

Afsløring: Vil genstarte 2. division med amputeret kampprogram

Divisionsforeningen præstenterede forleden sine tanker for, hvordan 2. division kan genstartes. Den byder på masser af kampe i juli måned, et amputeret kampprogram og én eller to tests for coronavirus.

Som det ser ud nu, er det kun Superligaen og NordicBet Ligaen, der begynder igen om et par uger. Men 2. division har ikke opgivet at komme i gang i løbet af juni, og mandag orienterede Divisionsforeningen de 24 klubber om, hvordan den forestiller sig, det kan finde sted.

Tipsbladet.dk har fået indsigt i den præsentation, klubberne fik i den forbindelse. I denne artikel gennemgår vi, hvornår Divisionsforeningen lægger op til at starte, hvornår sæsonen skal slutte, hvor mange af sæsonens resterende runder der kan spilles, og hvor ofte spillere og trænere skal testes for coronavirus.

Planen er foreløbig ikke vedtaget endnu. Divisionsforeningen skal i denne uge forsøge at overbevise Danmarks Idrætsforbund og Kulturministeriet om, at de skal sige god for planen. Den blandt andet vil slå på tromme for, at 2. divisionskampe er arbejdssituationer.

- Klubberne skal ikke risikere bøder af politiet for ikke at overholde forsamlingsforbuddet, som der står.

Forholdsregler og tests:

Divisionsforeningen lægger op til, at spillerne foretager "selvtest for symptomer, men ved positive symptomer kontaktes egen læge frem for klublæge. Afklaring kan tage længere tid og der kan være flere, der ikke cleares, men det kan håndteres".

Det, sammen med et forsigtighedsprincip - er man i tvivl, bliver man hjemme - vil føre til flere afbud, medgiver Divisionsforeningen.

Læs også:Afsløring: Opgiver at spille sæsonen til ende i 2. division

I Superligaen og NordicBet Ligaen skal alle spillere og trænere testes for coronavirus før turneringens genstart og hver uge efterfølgende. Det koster syv millioner kroner, og den slags har 2. divisionsklubberne ikke råd til. I stedet foreslår Divisionsforeningen, at spillerne og trænerne bliver testet én gang før sæsonen og herefter ingen eller én gang mere.

- Vi ved ikke, om det er en grundforudsætning for at være med i fase 2 (af statens genåbning af landet, red.), at man tester spillerne, som vi har lagt op til i de to øverste rækker, skriver Divisionsforeningen.

Det bliver også nødvendigt at hyre en ekstra bus til udekampe, så spillere og trænere kan holde afstand til hinanden. De ekstra udgifter opvejes dog af, at der er færre kampe.

Amputeret kampprogram:

Der resterer 16 runder af 2. division: fem i grundspillet og 11 i slutspillet. Det er for sent at afvikle alle runder, så Divisionsforeningen sigter efter at spille de fem i grundspillet og derefter seks i slutspillet.

I slutspillet bliver holdene fra gruppe 1 (øst) og gruppe 2 (vest) blandet. Normalt er der 11 kampe i slutspillet, men i denne model skal holdene kun spille én kamp mod de hold, der kommer fra den anden pulje.

Læs også:Afsløring: Her er prisen på coronatests i dansk fodbold

Rykkede datoer:

Ifølge foreslaget kan 2. division begynde den 10. eller 20. juni og fortsætte til 26. juli. Med start den 20. juni kommer der flere kampe i juli måned (otte i stedet for seks) og flere midtugekampe (fire i stedet for to).

Tidligere var planen, at 2. division senest skulle slutte i begyndelsen af juli, fordi mange spillere er amatører, og de kan ikke på samme måde lade fodboldkampene diktere deres ferie og familieliv. 

Det må man altså gå på kompromis med i den løsning, Divisionsforeningen foreslår. Foreningen anerkender, at også det kan føre til, at hold må undvære spillere. Men som den tilføjer:

- Vi ser det som vores opgave at forsøge at afslutte turneringen med flest mulige kampe, så det sportslige beslutningsgrundlag styrkes mest muligt.

Flere klubber udtrykker bekymring for, at det kan skævvride turneringen, hvis den må spilles færdig i juli. En artikel om det på tipsbladet.dk lidt senere. Rent formelt har Divisionsforeningen dog ingen krititerier for at vurdere, om klubberne stiller i stærkest mulige hold.

Til gengæld, noterer Divisionsforeningen, er der ingen begrænsende spillerlister over, hvem der må benyttes i 2. division. Alle medlemmer af klubberne kan bruges. Det vil sige, at man kan hente andetholdsspillere ind om nødvendigt.

Læs også:Næste sæson: På disse datoer starter Superligaen og Champions League

Læs også:Superliga-boss: Coronakrisen kan give fodbold hen over julen

Læs også:Sen genstart af 2. division? Klubber frygter aflysning