Video : Tipsbladet
Landshold

Eriksens første træner: Hvis jeg ikke brugte ham, ville folk tro, jeg var skør

Det passede faktisk Martin Jol dårligt at sætte Christian Eriksen på førsteholdet i Ajax for 10 år siden, for det var midt i en sæson, og han havde allerede skiftet nok ud. Men han kunne ikke forsvare at lade være. Eksklusivt interview med den tidligere Ajax-træner om Eriksens gennembrud.

Onsdag aften runder Christian Eriksen 100 kampe for det danske landshold. Dermed bliver han og Simon Kjær nummer ni og ti til at træde ind i den eksklusive Klub 100.

Derfor bringer vi de artikler, vi skrev i foråret i anledning af, at Eriksen havde spillet på det danske landshold i ti år. Her er det interviewet med Martin Jol, der gav ham chancen i Ajax, selv om han havde planlagt at lade være.

Publiceret første gang på tipsbladet.dk 3. marts 2020.

Nogle spillere har det. Dimitar Berbatov havde det for eksempel. Luis Suárez har det. Og Christian Eriksen har det. Det har han altid haft. I hvert fald lige så længe, Martin Jol kan huske.

Jol var træner Berbatov i Tottenham og Suárez i Ajax, og efter han overtog den hollandske storklub klub i sommeren 2009, gav han Eriksen debut på førsteholdet i den følgende sæson. Det var den 17. januar 2010.

Selv dengang havde den danske playmaker noget, som få havde. Det hele så let ud. Naturligt. Som om det ikke rørte ham, at han spillede foran de 46.000 tilskuere, der så hans første hjemmekamp.

- Han var 18 år, da han debuterede under mig, og han skulle stadig lære nogle ting. Men man kunne se hans utrolige afleveringer og kvaliteter. Med hans højre, med hans venstre. Som om det var normalt, siger Martin Jol til tipsbladet.dk.

- Nogle gange har man spillere som Berbatov eller Luis Suárez. De spiller, som om de spiller i en park. Der er ikke noget pres; de gør bare, hvad de elsker. Spiller fodbold. Andre spillere har altid spændinger, men det har han ikke.

Jol sendte Eriksen på banen fra start i kampen mod NAC Breda den 17. januar 2010. Det banede vejen for den debut på det danske landshold, som fulgte allerede den 3. marts.

Det er 10 år siden i dag.

Ud med de gamle, ind med de nye
Førnævnte Suárez var hovednavnet i det stærke Ajax-angreb i 2009/10, der scorede 106 mål i ligaen i Jols første sæson i klubben. Offensiven talte også folk som Marko Pantelic, Dennis Rommedahl, Urby Emanuelson og Siem de Jong. Det var især sidstnævnte, som Eriksen skulle konkurrere med.

- Siem de Jong var ung og god, men Eriksen var af en anden kvalitet, siger Jol.

- Jeg havde et godt hold i mit første år. Vi fik 85 point og scorede over 100 mål. Men han var så god, at jeg var nødt til at bruge ham. Så han fik sin debut.

Læs også:Eriksen retur til Ajax? Først når han bliver ældre

To ting banede vejen for, at Jol satte Eriksens i Ajax’ startopstilling i forårspremieren i 2010. Den første var klubbens situation. Martin Jol var ansat til at forynge et aldrende hold, og det genåbnede sluserne mellem de berømte akademi og førsteholdet.

- Da jeg begyndte i Ajax, skulle jeg lave et generationsskifte. Van Basten var træner før det, og han købte mange ældre spillere. Oleguer, Evander Sno, Albert Luque. Vi lavede store økonomiske tab, og vi var nødt til at bruge vores egne spillere. Så jeg havde ni spillere fra akademiet på førsteholdet, husker træneren fra dengang.

Den bedste spiller på akademiet
Den andet, der banede vejen for Eriksen, var hans talent. Det var stort. Selv i Ajax-sammenhæng.

Martin Jol ville ellers helst sluse de unge ind fra begyndelsen af sæsonen, men Eriksen var ikke til at komme uden om efter vinterpausen. Så måtte Jol jo rykke ham op til de voksne, selv om danskeren endnu manglede en måned, før han fyldte 18 år.

- Han spillede på U18-holdet. Frank de Boer var træner, og han var hans protegé. Han var den bedste spiller på akademiet. Utvivlsomt, siger Jol.

- Det var min første sæson, og han kom ind på holdet midt i sæsonen. Jeg gjorde en undtagelse med ham. Det gør man ikke normalt, hvis man har et hold på plads. Vi scorede så mange mål, og vi spillede godt. Jan Vertonghen var midtbanespiller, og jeg gjorde ham til midtstopper. Toby Alderweireld kom også ind i stedet for Oleguer. Jeg ændrede hele holdet. Så det var exceptionelt at sætte endnu en spiller ind på holdet midt i sæsonen. Men han var så god, at jeg tænkte: ”Hvis jeg ikke gør det nu, vil folk tro, jeg er skør.”

Læs også:Så vild har Christian Eriksen været i Tottenham

Christian Eriksen var dog ofte nødt til at finde sig i at blive skubbet ud på venstrekanten. Det var han ikke tilfreds med, husker Martin Jol. Trænerveteranen mener ellers, at det har tjent Eriksen godt, for i Tottenham spillede han også en masse på kanten, men det huede ikke den danske teenager.

- Under mig kunne han ikke lide det, for han tænkte: Jeg er 10'er, så jeg skal spille på 10'eren. Men til venstre var der nok mere plads til ham. Så han spillede en kamp – jeg tror, det var VVV på udebane – og han var ikke tilfreds med mig, siger Jol, der til gengæld stadig beundrer Eriksens evner.

Så sent som i foråret 2019 talte han med Tottenham-ejer Daniel Levy om ham. Det var i forbindelse med Champions League-semifinalerne mellem Spurs og Ajax, som Jol selvfølgelig var til, når nu han var tidligere træner i begge klubber.

- Jeg sagde også til Daniel Levy i Spurs: ”Jeg synes, han er den bedste 10'er i England. I er nødt til at beholde ham. Hvis han forsvinder, har I et lille problem. Måske et stort problem.” Og Daniel sagde: ”Ja, men han vil ikke blive”, fortæller Jol.

På højde med de store
Ifølge ham var det Eriksen, der fik Tottenhams spil til at flyde. He made them tick, som Jol siger på engelsk om den spiller, der på én gang holder spillet i gang og binder det sammen.

I 2010 trådte 17-årige Christian fra Middelfart ind i en stolt række af danske spillere i Amsterdam. Han nåede 163 kampe, 69 mål og 89 oplæg, før Tottenham Hotspur købte ham i 2013 for lige under 100 millioner kroner.

Men selv om Ajax er danskernes klub, som det hedder i undertitlen på Niels Idskovs bog om den store klub i Hollands hovedstad, er Christian Eriksen at regne for en af de bedste, mener Martin Jol.

Søren Lerby, Lasse Schöne og Frank Arnesen har ellers både spillet flere kampe og scoret flere mål. Og så var der jo Michael Laudrup, der ganske vist kun spillede karrierens sidste sæson i klubben, men til gengæld kom med hele sin storhed i bagagen. Selv i den kongerække er Eriksen blandt de største, lyder det fra manden, der gav ham debut på klubholdet og banede vejen for debuten på landsholdet.

- Jeg så hans utrolige talent. Folk er måske uenige, og der er selvfølgelig Laudrup, men jeg synes, Eriksen må være i top 3. Selvfølgelig er der Søren Lerby, og Frank Arnesen er min ven. Men de må indrømme, at Christian er fra en anden planet.

Læs også:Fire klubber får en bid af Eriksen-millioner

Læs også:Sana husker tilbage: Fischer, Eriksen, Schöne - vi havde et fantastisk hold

Læs også:Eriksen: Chancen for at vinde trofæer er større hos Inter