For år tilbage var Wayne Rooney blandt verdens bedste angribere, da han var i Manchester Uniteed, men i de seneste år er karrieren så småt begyndt at lakke mod enden med blandt andet et ophold i den amerikanske liga - og nu er han hos Derby i den næstbedste engelske række.
Torsdag aften mødte han netop Manchester United i den engelske FA Cup, men her blev det aldrig rigtig Rooneys aften, hvor han fik markeret sig med et gult kort i overtiden af første halvleg.
I stedet for en overraskelse måtte Derby-mandskabet gå fra banen med et nederlag på 0-3 i en kamp, hvor Ole Gunnar Solskjærs tropper var klart overlegne.
United-sejren blev grundlagt i første halvleg, hvor Luke Shaw og klubbens nyindkøb Odion Ighalo hver havde sendt bolden i mål. Derfor var der lang vej tilbage i kampen for Derby, som i stedet for en reducering kunne se Odion Ighalo score endnu engang efter 70 minutters spil og lukkede dermed mere eller mindre opgøret.
Dermed er Manchester United videre til kvartfinalen i den engelske pokalturnering.
Derby skal derimod vende blikket mod den engelske Championship, hvor de ligger i midten af tabellen på en 13. plads, hvor de har otte point til pladserne, som giver adgang til playoff om oprykning. Dog har de ni point ned til nærmeste nedrykningsplads.