Jess Thorups og Gent fik en plads i Europa League-kvalifikationen, da landsmændene KV Mechelen blev udelukket fra turneringen, og den chance greb den danske cheftræners mandskab. De kvalificerede sig til gruppespillet, og torsdag aften fortsatte de med at imponere.
De besejrede nemlig franske Saint-Etienne på hjemmebane med 3-2.
Belgierne fik også en drømmestart på opgøret, da Jonathan David efter bare halvandet minut kunne sende bolden i mål med et hovedstød.
Et sandt drømmehug fra Wahbi Khazri fik dog bragt balance i regnskabet efter 38 minutter. Den tunesiske offensivspiller trykkede fra udenfor feltet og sendte bolden benhårdt i mål – uden chance for belgiernes målmand.
Gent sørgede dog for, at de kunne gå til pause med en føring få minutter senere, da Jonathan David scorede sit andet mål i kampen med en afslutning fra en skarp vinkel.
I anden halvleg blev det også til 3-1 for Gent, da Loic Perrin scorede selvmål for franskmændene, før Gent-målmanden Thomas Kaminski scorede et komisk selvmål til slutresultatet 3-2. Bolden blev spillet tilbage til Kaminski, der ikke tæmmede bolden ordentligt og i stedet lod den glide i eget mål.
Sejren betyder, at Gent er nummer to Gruppe I efter første spillerunde. Wolfsburg, der besejrede ukrainske Oleksandriya, er nummer et.