Video : Tipsbladet
Europa League

Fjendetjek: Islandsk EM-helt og ungt rekordindkøb kan drille FCK

Tipsbladet.dk zoomer ind på Malmö FF forud for torsdagens møde med FC København i Europa League.

FC København og Malmö FF får i denne sæson én gang for alle lejlighed til at afgøre, hvem der pt. kan kalde sig det bedste hold i Skandinavien. Torsdag mødes rivalerne fra hver sin side af Øresund i det første af to skandinaviske slag i Europa League.

Malmö FF har vundet 23 svenske mesterskaber, og det er mere end nogen anden. I denne sæson resterer der fire runder af Allsvenskan, og Malmö FF kæmper med Djurgården, Hammarby og AIK om guldet.

Svenskerne råder over velkendte danske profiler i form af Jonas Knudsen, Lasse Nielsen, Søren Rieks og Anders Christiansen, og særligt "AC" er en stor stjerne på den anden side af Øresund. 

Der er dog langt fra alle profiler i Malmö FF, der har et dansk pas, og tipsbladet.dk zoomer her ind på tre navne, der kan volde FC København store problemer torsdag aften.

Markus Rosenberg
37 år
Angriber

Malmös ældste spiller er også klubbens største. Markus Rosenberg har spillet 217 kampe for MFF og er den største angriber i klubben siden Zlatan Ibrahimovic.

Selv om Rosenberg er fyldt 37, kan han stadig finde vej til netmaskerne, og sammen med Carlos Strandberg er han topscorer i denne sæson med 11 mål. Angriberen har i øvrigt meldt ud, at denne sæson også bliver hans sidste, og dermed er opgørene mod FCK nogle af de sidste muligheder for at opleve Markus Rosenberg.

I udlandet havde Markus Rosenberg sin storhedstid i Werder Bremen, hvor det blev til 40 mål i Bundesligaen, men svenskeren har også scoret mål i Æresdivisionen for AFC Ajax og i LA Liga for Racing Santander. I 33 svenske landskampe fandt han vej til netmaskerne seks gange, og Christian Poulsens knytnæve fandt vej til Rosenbergs solar plexus i juni 2007 i den mest kendte episode med angriberen på denne side af Øresund.

Da FC København og Malmö FF senest tørnede sammen i andet end testkampe, var det i 2005 i Royal League, og her scorede Markus Rosenberg både ude og hjemme mod løverne. Han scorede også i begge kampe mod FC Midtjylland i sidste sæson.

Arnor Ingvi Traustason
26 år
Kantspiller

Islændingen kan spille på begge kanter og på den centrale midtbane, så han er en dejlig spiller at have i truppen for cheftræner Uwe Rösler. Oftest huserer Arnor Ingvi Traustason på kanten, men på det seneste har han spillet flest kampe som central midt.

26-årige Traustason har især et godt øje for sine medspillere, og med otte oplæg topper han assistlisten i Allsvenskan sammen med Hammarbys Darijan Bojanic. 

Malmö-profilen er fast mand på Islands landshold, og han var både med ved EM i 20016 og VM i 2018. Ved EM spillede han blot 12 minutter, men alligevel scorede han et afgørende mål, da han blev matchvinder i tillægstiden mod Østrig i gruppespillet - et mål, der sendte Island videre til knockout-fasen.

Felix Beijmo
21 år
Højre back

I sommeren 2018 solgte Djurgården Felix Beijmo til Werder Bremen for godt 20 millioner kroner, og det gjorde ham til den dyreste forsvarsspiller, der nogensinde er blevet solgt i svensk fodbold.

Tiden i Tyskland blev dog i første omgang ikke nogen succes for svenskeren, der i løbet af sit første år i klubben ikke opnåede debut, og derfor blev parterne i midten af august enige om, at det var bedst for Beijmo at vende hjem til Sverige for en stund. Malmö FF stod klar med en lejeaftale, og derfor er han med mod FC København torsdag aften. 

I Malmö FF har Felix Beijmo fået masser af minutter i benene, og han er så småt ved at finde tilbage til det niveau, der gjorde ham til en rekorddyr spiller i svensk fodbold. 

Læs også:Malmö-spiller om FCK: Det er jo en kamp, man har ventet på i mange år

Læs også:Optakt: Malmö FF - FC København

Læs også:Malmö-dansker om FCK: De er bedre end FC Midtjylland

Læs også:Malmö advarer før FCK-kamp: Uautoriserede billetter sælges til overpris

Læs også:Før skandinavisk brag: Derfor ser Malmö-fans skævt til FCK