Video : Tipsbladet
EM

Overvældet af interessen: Over en million vil se EM i Parken næste år

1,37 millioner mennesker har ansøgt om en billet til de fire EM-kampe i Telia Parken om et års tid. De danske arrangører er overraskede og glade for den store interesse.

Forleden kunne UEFA fortælle, at rekordmange fodboldfans havde ansøgt om billetter til de 51 EM-kampe næste sommer. I alt 19,3 billetter havde det europæiske fodboldforbund modtaget ansøgninger til.

Fire af kampene skal spilles i Telia Parken, og også her er billetansøgningerne strømmet ind. Arrangørerne til kampene i Danmark oplyser til tipsbladet.dk, at UEFA har modtaget ansøgninger til i alt 1.367.807 billetter til de fire kampe. Størst interesse er der for den tredje gruppekamp den 13. juni.

Mens de danske arrangører ikke har fået præcise tal på, hvor mange danskere der eksempelvis har ansøgt, har de fået at vide, at hovedparten af de 1,37 millioner ansøgte billetter er fra danskere. Det vækker glæde.

- Vi er overraskede og overvældede over, at der er kommet så mange. Især fordi vi haft nogle dårlige statistikker for, hvor mange der havde skrevet sig op til på forhånd. Så vi er virkelig glade for den store opbakning. For det er den første rigtige indikation, vi har på, hvor stor interessen er for det. Det er dejligt, at så mange har opdaget, at den største sportsbegivenhed på dansk jord finder sted, og hvordan de skal finde billetter, siger Lene Kryger, der er direktør for Euro2020 i Danmark.

Det er langt fra alle ansøgere, der får billet. Ét er, at Parken "kun" har 38.000 pladser, og 38.000 x 4 er ikke i nærheden af 1,3 millioner. Noget andet er, at kun en tredjedel af pladserne blev frigivet i første billetfase.

Til december begynder så anden fase, hvor UEFA åbner for anden tredjedel af billetterne. Det sker, når (næsten) alle deltagerlande er fundet, og lodtrækningen er på plads, så man ved, hvornår Danmark, hvis holdet kvalificerer sig, skal spille. Landsholdet er garanteret mindst to kampe i Parken, hvis det kommer til EM.

Til foråret venter så et restsalg, når de fire hold, som kvalificerer sig via National League, er fundet.

UEFA trækker i de kommende uger lod mellem de mange ansøgninger og tildeler billetterne vilkårligt. De heldige får besked senest i midten af august.