EM

Huntelaar raser over bænkplads mod Danmark

Klaas-Jan Huntelaar er sur over, at han ikke starter på banen mod Danmark på lørdag.

Når Danmark og Holland krydser klinger på lørdag, vil hollænderens stjerneangriber Klaas-Jan Huntelaar ikke være at finde blandt de 11 spillere, der synger med på nationalmelodien fra banens midte. Bundesliga-topscoreren starter nemlig på bænken.

Schalke 04-angriberen var bænket i Hollands EM-premiere mod Nordirland i weekenden, og det bliver således også tilfældet på lørdag mod Danmark.

Og det irriterer den 28-årige målmaskine godt og grundigt.

- Jeg har allerede sagt en gang, at jeg er skuffet og vred. Nu foretrækker jeg bare at tie stille og fortsætte med at træne hårdt. Det giver ingen mening at sige mere om den sag, lyder det fra en arrig Klaas-Jan Huntelaar.

I stedet for en Bundesliga-topscorer skal danskerne i stedet slås med en Premier League-topscorer på lørdag. Det bliver nemlig Arsenals Robin Van Persie, der skal forsøge at gøre livet surt for den danske defensiv.