Fischer: De svenske fans var skandaløse
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
EM

Fischer: De svenske fans var skandaløse

Viktor Fischer kan trøste sig med, at de danske fans ikke var ligeså respektløse som de svenske under kampen mod Sverige ved U/21-EM.

Sverige slog lørdag aften Danmark med 4-1 i semifinalen ved U/21-EM. Her var der særligt én ting, som Viktor Fischer, der kun fik overtiden af kampen på banen, vil huske på.

Sveriges medrejsende fans begyndte nemlig at pifte og buhe af den danske nationalsang 'Der er et yndigt land', hvilket den danske angriber slet ikke kunne klare. Det fortæller han i et interview med Ekstra Bladet.

- Vi skal være rigtig stolte som danskere over, at vi ikke buh'er under modstandernes nationalsang. Det håber jeg aldrig nogensinde, at vi kommer til at opleve. Det er noget af det mest respektløse, man kan komme ud for. Vi skal være rigtig, rigtig, rigtig stolte og glade på vores tilskueres vegne over, at vi ikke buh'er under modstandernes melodi. Det er en skandale, siger Fischer til Ekstra Bladet.

Viktor Fischer mener dog, at det kun blev brugt som en motivationsfaktor og ikke var med til at kyse de danske spillere, selvom det endte med et stort nederlag til svenskerne.

Sverige møder i finalen ved U/21-EM Portugal, hvor det skal blive interessant om svenskerne agerer på samme måde overfor den portugisiske nationalmelodi eller om "tonen" har fået en anden lyd.

Portugal kom forresten i finalen ved at slå Tyskland 5-0 i deres semifinale. Finalen mellem Portugal og Sverige spilles klokken 21 på tirsdag.