Det skabte bekymring i den fodboldglade del af befolkningen, da DBU-formand Jesper Møller torsdag sagde, at der var 50 procents chance for, at EM-kampene i Parken også kan afvikles næste år - og dermed 50 procents chance for, at de ikke kan. Men fifty-fifty er faktisk en god udvikling, siger Møller til Ritzau.
Han mener nemlig, at chancerne er steget den seneste måned, siden UEFA besluttede, at EM skulle udskydes. Så selv om der stadig mangler meget, før alt falder på plads, er udsigterne lysere nu end tidligere.
Læs også:EM i Danmark er i fare: Det er fifty-fifty
- For en måned siden sagde jeg, at der var langt til målet, og at hvis jeg skulle sætte procenter på, så var der 75 procent risiko for, at vi ikke kunne få enderne til at nå sammen. Og 25 chance for at det kan lykkes. Så når jeg nu siger 50/50, så er det jo positivt, for der er virkelig sket fremskridt, lyder det fra Jesper Møller til Ritzau.
Problemet er, at København skal lægge asfalt til den stort anlagte Grand Depart i Tour de France i 2021. Første etape er programsat til få dage, efter den sidste af fire EM-kampe i Parken efter planen skal spilles.
Læs også:Tour de France kan blokere for EM i Danmark: Lader ikke chancen gå fra os
Som hovedstadens overborgmester, Frank Jensen, torsdag sagde til DR, er det ikke Touren, der bliver skubbet ud, hvis der ikke er plads til begge dele. For det er EM, der er kommet ind fra siden.
- Indtil videre er det UEFA, som har flyttet EM 2020, og derfor kan det ikke hjælpe noget, at vi fra Københavns side siger, at nu ændrer vi betingelserne. Der er vi et fællesskab med de andre partnere omkring Tour de France, de mange kommuner og interessenter, og der føler jeg mig stærkt forpligtet til, at vi ikke lader chancen for at få Touren til Danmark gå fra os, sagde han.
DBU og Københavns Kommune skal give et endeligt svar til UEFA ved udgangen af måneden.
Læs også:EM-quizzen: Hvor meget ved du om EM-slutrunden?
Læs også:UEFA fastholder navnet på EM-slutrunden på grund af praktik og miljø
Læs også:UEFA fremrykker udbetaling på halv milliard til klubber