Video : Tipsbladet
EM

Dansk inferno gav udfordringer: Kunne intet høre

De larmende danskere gjorde det ikke helt nemt for spillerne inde på banen i Frankfurt.

FREUDENSTADT (Tipsbladet): De danske fans skabte udfordringer for de engelske og danske spillere.

Der var tryk på kedlerne i torsdagens kamp mellem Danmark og England, hvor især de mange danske fans skabte et vildt lydtæppe.

Men det er ikke helt nemt for spillerne, når det er så højt på stadion, fortæller Joakim Mæhle, der dog havde optur over de sangglade danskere.

- Vi mærkede dem sindssygt meget. Det var en fantastisk kulisse. Der var faktisk flere i Stuttgart, men det føltes som om, der var dobbelt så mange i går. Det var en sindssyg kulisse, og det er noget, vi sætter virkelig stor pris på. De er der for os, og de bakker os op. Vi glæder os til at se dem igen i München.

- Man kunne ikke høre hinanden inde på banen. Men jeg tror også, det var fordi, der var tag på stadion. Der var mere ekko og sådan noget.

- Det gør det lidt svært. Men jeg synes faktisk, at vi gjorde det godt, og det er jo ens for begge hold. Det var svært at høre hinanden, men når man kan høre de danske fans, så gør det ikke så meget, siger Joakim Mæhle.

Nemmere at være underdog
Danmark har haft udfordringer i kampene inden England-mødet, men mod Southgate og co. var det som om, at det hele klikkede.

Det kan skyldes, at Danmark ikke havde favoritværdigheden i den kamp, hvilket gør alt mere frit.

- Det er altid lidt nemmere at spille, når man er underdog, det ved vi. Specielt når det er nogle lidt tættere kampe, så er det lidt nemmere at være underdog.

- Det er lidt mentalt, uden at gå i alt for mange detaljer, så er det lidt nemmere at være underdog, for man kan spille mere frit, og man har ikke noget at tabe. Som favorit har man mere at tabe.

- Jeg synes ikke, favoritværdigheden har påvirket os i de andre kampe. Havde vi vundet kampen mod Slovenien, og havde stået med fire point, havde vi været super tilfredse. Vi ville gerne have vundet kampen, men det er en EM-kamp. De var underdogs mod os, og vi var underdogs mod England, så det går lidt begge veje, siger Joakim Mæhle.

Resultatet mod England betyder, at Danmark nu har gode muligheder for at gå videre fra gruppen. Det kræver dog point mod Serbien tirsdag.