Vandt lodtrækning foran Rusland: Danmark får en ekstra EM-kamp i Parken
Foto: Getty Images
EM

Vandt lodtrækning foran Rusland: Danmark får en ekstra EM-kamp i Parken

UEFA trak fredag middag lod om, hvorvidt Danmark eller Rusland får tre hjemmekampe ved EM. Det faldt ud til dansk fordel.

Danskerne og DBU har Martin Braithwaites lange tå at takke for, at Danmark ikke til sommer skal afholde en fest, som man ikke selv er inviteret til. For angriberens mål i Dublin sikrede landsholdet 1-1 og dermed en billet til sommerens EM.

Det stod på forhånd klart, at Danmark ville få mindst to gruppekampe på hjemmebane i Telia Parken. Det kunne til gengæld også blive til tre, men det skulle først afgøres fredag middag. 

Læs også:DBU-boss om EM i Parken: Jeg tror ikke, folk fatter, hvor stort det her bliver

UEFA trak lod mellem Danmark og Rusland, der begge er værter og begge endte i gruppe B. Dermed skulle UEFA afgøre, hvor det indbyrdes opgør skal spilles. Og det endte med at blive Danmark.

EM 2020 afvikles ikke som en normal slutrunde i ét eller to lande. 12 forskellige byer rundt om i Europa lægger stadion til kampe i slutrunden, og Danmarks gruppe var den eneste, hvor to værtslande endte med at møde hinanden.

Læs også:EM-chef: Folk er desperate for at få billetter til Danmarks kampe

Foruden København og Skt. Petersborg skal EM forbi London, München, Rom, Baku, Bukarest, Amsterdam, Bilbao, Dublin, Budapest og Glasgow. Finalen spilles på Wembley i London.

Gruppe B består desuden af Belgien, mens den sidste modstander findes ved lodtrækningen den 30. november. Det bliver enten Finland eller Wales.

På trods af de danske hjemmekampe skal man være heldig med at få billet. Der sættes 5.000 af slagsen til salg til danske fans til hver af de enkelte kampe. I sommer kunne man dog have ansøgt om at købe nogle af de 12.000 billetter til de fire kampe i Parken.

Læs også:Dansk EM-kvalifikation ærgrer svenskere: Det er en skam

Læs også:Danmarks EM-skæbne afgøres i dag: To eller tre hjemmekampe?

Læs også:EM-millioner går til dansk børnefodbold: Det er stort