Ebbe Sand: Jeg ville ikke gøre noget om
Ebbe Sand ser frem til at vende tilbage til Danmark efter syv år i tyske Schalke 04. Han skal være talentmanager hos Silkerborg, og om et år skal han efter planen være sportsdirektør i klubben.
- Det er noget, jeg glæder mig meget til. Det er et udfordrende job med mange perspektiver. Jeg glæder mig til at være med til at udvikle unge talenter, og det får jeg mulighed for i mit nye job. Silkeborg skal blandt andet leve af selv at opfostre egne talenter, fordi vi ikke har de samme muligheder for at købe spillere som Brøndby og FC København, siger Ebbe Sand til Forza.
Den danske angriber havde sin vel nok bedste periode i Schalke 04, da klubben i 2001 var sekunder fra det tyske mesterskab, og Ebbe Sand blev delt Bundesliga-topscorer med 22 mål. Herefter var der interesse fra blandt andre Real Madrid, men danskeren fortryder ikke, at han blev i Ruhr-klubben.
- Jeg synes, at jeg har truffet de rigtige valg ved at blive i Schalke. Det er en fantastisk klub, og jeg har udviklet mig helt vildt i min tid her. Jeg kan ikke komme på noget i min karriere, jeg ville gøre anderledes, siger han.
Ebbe Sand havde mulighed for at blive i Schalke 04 og indtræde i klubbens sportslige ledelse, men med to sønner, som skal starte i børnehave og folkeskole, pegede pilen mod Danmark. Og den tidligere landsholdsspiller regner ikke med at tage til udlandet igen de næste mange år.
- Efter syv år i udlandet er det ikke det første, jeg tænker på. Jeg vil ikke udelukke noget, og her i Schalke siger mange, at de er sikre på, at jeg vender tilbage. Men vores sønner skal gå i skole, og vi vil ikke tage dem ud af skolen, så jeg kan ikke forestille mig, at det bliver inden for de næste ti år. Så umiddelbart nej, selvom man aldrig skal udelukke noget, siger Ebbe Sand.
Læs den store reportage fra Ebbe Sands forrygende afslutning i Bundesligaen og et interview med danskeren i det nye nummer af Forza, som er på gaden i dag, fredag.