Landshold

Mindernes Allé: 5 svenskerkampe

Lørdag aften møder Danmark Sverige for 101. gang i en fodboldlandskamp. Her er en tur på mindernes allé med fem historiske svenskerkampe.

1948: OL-semifinale
Danmark og Sverige er altså i samme kvalifikationspulje for anden gang i træk, og den nyere historie har budt på to skandinaviske møder ved EM-slutrunder: I 1992, da Danmark tabte men altså alligevel endte som den store triumfator, og 2-2-kampen i Porto i 2004.

Det fornemste slutrunde-møde mellem de to nationer var imidlertid tilbage i 1948 ved OL i London. 20.000 tilskuere var på plads på Wembley i London til OL-semifinale den 10. august. Efter det OL blev Bronzeholdet et begreb i dansk fodbold, og der er talt meget om den berømte kvartfinale, hvor Italien blev besejret med 5-3 på bl.a. fire scoringer af John Hansen. Det var kampen, som åbnede Italien for flere hold af danske spillere med samme John Hansen i spidsen.

Men mens Danmark fik et bronzehold, er der ikke i Danmark snakket så meget om, at Sverige havde et guldhold med endnu større profiler, der skulle slå deres folder i Italien. Danmark tabte semifinalen på Wembley til Sverige med 2-4. Meget apropos lørdagens kamp i Stockholm havde danskerne udover problemer med at få armene ned efter sejren over Italien også problemer på backpladserne mod svenskerne. I første bind af Dansk Fodbold skriver Knud Lundberg:

- Det blev katastofalt. Vi tabte første halvleg 1-4 og dermed kampen. Det var hårdt for os andre at overvære på tribunen. Hårdt for mig, den afsatte anfører, at se, hvordan svenskerne blev ved med at udnytte at vores højre back ikke spillede back.

Siden blev svenske Gre-No-Li (Gunnar Gren, Gunnar Nordahl og Nils Liedholm) et begreb i italiensk fodbold, men den dag på Wembley var det mest den lille Garvis Carlsson, danskerne havde problemer med.