Landshold

Lindegaard: En mareridtsagtig situation

Den danske målmand Anders Lindegaard, der for godt en måned siden skiftede fra OB til Aalesund, er ærgerlig over sin korte tid hos fynboerne og ville helst have fortsat i Odense

En af sommerens transfersagaer var den om Anders Lindegaard og OB. Efter Arek Onyszkos voldsdom blev Lindegaard hentet hjem fra en lejeaftale med norske Aalesund som polakkens afløser. Lindegaard udtrykte meget tydeligt, at han ikke var interesseret i bænken, og han startede da også som fast mand, men da han fik en mindre skade, var OB hurtige til at hente Roy Carroll ind som afløser. Derfor rejste Lindegaard igen til Aalesund, som han skrev en tre-årig kontrakt med. Hele forløbet er Lindegaard ked af i dag.

- Jeg er ærgerlig. Jeg ville helst have spillet for OB. Det var lidt et ulykkeligt ægteskab, for OB havde en lunte, der var på minimum med mig, mens min lunte med OB var på maksimum, for jeg har ventet på chancen i fem år. Jeg orkede ikke bænken igen, og det var en forfærdelig og mareridtsagtig situation at komme i, siger Anders Lindegaard til tipsbladet.dk.

Det kom dog ikke bag på Lindegaard, at klubben hentede en afløser hurtigt.

- Det var ikke nogen overraskelse, for der havde jo været nogle målmænd forbi. Det var relativt surt for mig, at de havde mulighed for at hente en klassemålmand som Roy Carroll, men man må tage hatten af for OB, at de kunne få ham, siger Lindegaard.

Nu er Lindegaard så tilbage i Norge, hvor han har spillet tre kampe, der har givet to sejre og en uafgjort. Lindegaard er glad for sejrene, og han trives godt efter det pludselige skifte.

- Det har været hektisk. Det gik stærkt, og det er mentalt hårdt at
skulle skifte klub to gange på en måned. Jeg skulle i gang, men jeg er
kommet godt igen. Jeg har fået en central rolle, og det er som om, jeg fungerer bedre som spiller heroppe. Jeg ved ikke om, det er fordi, jeg blev kastet frem og tilbage i OB, eller om det er klubben eller spillestilen, der gør det, siger Lindegaard

Aalesunds fans var ekstremt glade for Lindegaard i hans første periode i klubben, og deres modtagelse har gjort det hele meget lettere.

- Det har været ekstremt overvældende. Det har været så vildt, at jeg næsten er blevet rørt, og det hjælper til at falde til hurtigere. Fodboldengagementet er på et helt andet niveau end i Danmark, og fodbold i Norge er en fest, siger Lindegaard.