Landshold

DBU stemmer igen på Blatter

DBU stemmer på Sepp Blatter, når der om to ugers tid er kampvalg til præsidentposten i FIFA.

Qatars Mohammed bin Hammam kæmper i øjeblikket om fodboldverdenens gunst med siddende FIFA-præsident Sepp Blatter. De to fodboldpolitikere kæmper om præsidentposten i FIFA, som Blatter har siddet på i 13 år, en kamp der afgøres ved afstemning blandt hele verdens fodboldlande til FIFA's generalforsamling i den schweiziske by Zürich 31. maj-1. juni.

Bin Hammam var i sidste uge i København i forsøget på at overtale DBU om det fornuftige i at stemme på ham fremfor 75-årige Blatter, men det forsøg er faldet for døve øren, afsløres det i en pressemeddelelse fra DBU.

DBU's bestyrelse har nemlig - som UEFA-leder Michel Platini har opfordret alle medlemmer af det europæiske fodboldforbund til - besluttet at stemme på Blatter igen. Og et af argumenterne er, at Blatter stopper i 2015, hvor mange forventer, at Michel Platini stiller op som FIFA-præsidentkandidat.

- Sepp Blatter har stået for en positiv udvikling af verdensfodbolden med de store udfordringer, som de kulturelle forskelle rundt om på kloden giver et forbund som FIFA, siger DBU-formand Allan Hansen i pressemeddelelsen.

- Vi føler, at modkandidaten, Mohammed Bin Hammam, har været for sent ude med at offentliggøre sit kandidatur, og vi vil derfor opfordre Blatter til at sikre, at denne proces kommer tidligere i gang frem mod hans afgang i 2015.

I pressemeddelelsen skriver DBU videre, at alle formelle anklager mod Sepp Blatter er blevet afvist i retten.


Korruptionsanklager hænger fortsat over kandidaterne

DBU nævner ikke en af de seneste sager, hvor anklagemyndigheden i byen Zug førte sag mod unavngivne, højtstående folk i FIFA for at få penge tilbage, som det krakkede medierettighedsfirma ISL tilbage i slutningen af halvfemserne og begyndelsen af det nye årtusinde havde betalt pågældende FIFA-ledere i bestikkelse.

Den sag endte med, at FIFA gennem en anonym konto betalte 5,5 millioner schweizerfrank (omtrent 30 millioner kroner) tilbage i kompensation, hvilket anklagemyndigheden i den schweiziske by Zug meddelte 24. juni 2010, samme dag som Danmark mødte Japan ved VM i Sydafrika. I den forbindelse blev det også gjort bekendt, at FIFA-lederne havde nægtet sig skyldige i kriminelle handlinger, og at navnene på de FIFA-folk, der betalte de 5,5 millioner schweizerfrank i kompensation, ikke ville blive offentliggjort. Ifølge anklagemyndigheden i Zug var det 'udenlandske' personer, der havde modtaget pengene, hvilket altså betyder, at man ikke havde noget på Sepp Blatter.

Qatars Mohammed bin Hammam er ligesom Blatter også blevet indblandet i beskyldninger om korruption. Således er der i de seneste dage kommet frem ved en høring i det britiske parlament, at Qatars VM-komite, som bin Hammam ikke overraskende støtter helhjertet, skal have betalt 1,5 millioner dollars til de to medlemmer af FIFA-eksekutivkomite Issa Hayatou (Cameroon) og Jacques Anouma (Elfenbenskysten) for deres stemme ved uddelingen af VM 2022, oplysninger der stammer fra en unavngiven kilde i Qatars VM-komite, som den britiske avis Sunday Times havde talt med. Qatars VM-komite har pure nægtet anklagerne.