Siden Champions League så dagens lys i 1992, har TV3's kanaler rådet over rettighederne til at vise Europas bedste hold på tv. Sådan fortsætter det fra 2021 til 2024, blandt andet efter tv-selskabet flyttede penge fra Norge og Sverige for at forsvare sine rettigheder i Danmark, fortæller direktøren til Mediawatch.
Nordic Entertainment Group (NENT) har ellers også haft Champions League-rettighederne i både Norge og Sverige i lige så lang tid som i Danmark, men valgte altså mere eller mindre frivilligt at opgive dem i denne omgang. Det siger administrerende direktør Anders Jensen.
Læs også:NENT køber Champions League-rettigheder for yderligere tre år
- Der har også været en hård budkamp i Danmark, men der gik vi mere aggressivt frem. Vi flyttede nogle penge fra Sverige og Norge for at forsvare Champions League-rettighederne i Danmark. Det skyldes blandt andet nogle nationale forskelle. I Norge er der en stor spiller, som har tabt Premier League, og i Sverige har en stor teleoperatør købt et medieselskab. Så der er lidt forskellige dynamikker i de enkelte lande, siger Anders Jensen til Mediawatch.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der har købt Champions League-rettighederne i Sverige og Norge. Dagens Media skriver dog, at Telia har betalt tre milliarder svenske kroner (2,05 milliarder danske kroner) for at vise turneringen i tre sæsoner.
Læs også:Aviser: Streamingtjeneste vil tilbageholde betalinger til Premier League
Rettighederne til at vise Champions League er i det hele taget i høj kurs. Som Anders Jensen sagde til norske Kampajne om udbuddet.
- Vi var ikke engang i nærheden (af den pris, som vinderen af udbuddet betaler, red.), så nogen har lagt rigtig mange penge på bordet.
Champions League fortsætter på NENT's kanaler i Norge, Sverige og Danmark i et års tid endnu.
Læs også:Ti andre lande bed på, men ikke Danmark: Afviser at vise hviderussisk liga
Læs også:Superliga-rettighedshaver: Vi krydser fingre
Læs også:Intet at vise: Coronavirus stopper TV 2 Sport X