FC København var oppe imod overmagten tirsdag aften, hvor de danske mestre tabte 3-1 til Manchester City i Parken.
På grund af Superligaens lange vinterpause virkede hjemmeholdet en anelse rustne, og ifølge Peter Schmeichel giver det derfor heller ikke mening at kritisere FC København for præstationen mod de forsvarende Champions League-mestre.
- De gjorde det virkelig, virkelig godt i gruppespillet. De har ikke spillet i otte uger, og som jeg sagde før kampen ville vi komme til at se, hvordan det ville gå. Det er virkelig, virkelig svært, hvis du ikke har spillet kampe.
- I slutningen af kampen så vi, at City bare havde ene chance efter den anden. Men altså, hvor gode er City ikke også bare? Det er som om, at de scorer, når de har lyst, lød det ifølge CBS Sports fra Peter Schmeichel.
Den tidligere Manchester United-målmand pegede herefter på Kamil Grabara som FC Københavns bedste spiller i 3-1-nederlaget.
- Jeg synes, at målmanden spillede virkelig, virkelig godt. Han har en stor andel i, at de overhovedet er nået hertil. Han har haft en fantastisk sæson, lød det fra Peter Schmeichel.
I slutminutterne sang FC København-fansene om Roony Bardghji, der ikke kom i aktion, og noget tyder på, at også Peter Schmeichel gerne ville have set den svenske komet på banen.
- Der var et par spillere, som jeg gerne ville have set på banen, men han (Jacob Neestrup, red.) satte dem ikke ind. Men det er stadig tidligt.
- De har haft det lidt svært i ligaen. De starter forårssæsonen mod en svær modstander (Silkeborg, red.) på søndag, så Neestrup har været nødt til at spille de kort, han har til rådighed, på den bedst mulige måde. Selvfølgelig ønskede han at se en virkelig god og stærk præstation fra sit hold, men jeg tror, at inderst troede selv han ikke på, at de kunne slå Manchester City, lød det fra Peter Schmeichel.
Returkampen mellem FC København og Manchester City spilles den 6. marts.