Overraskelse: Martin Braithwaite flyver med til Champions League-opgør
Martin Braithwaite skiftede i sidste uge fra Leganés til Barcelona, men danskeren er desværre ikke spilleberettiget i Champions League i foråret.
Det skyldes, at Braithwaites transfer fandt sted efter den deadline, som UEFA har sat for udtagelse af spillertrupper til forårets knockoutkampe.
Alligevel forlyder det nu, at Braithwaite er med i flyet, når Barcelona-truppen mandag flyver til Italien, hvor der tirsdag venter en 1/8-finale mod Napoli. Det skriver det spanske medie Sport.
Cheftræner Quique Setien ønsker således, at danskeren skal tilbringe tid sammen med sine nye holdkammerater, og lære dem at kende.
Ved ankomsten til Italien skal Martin Braithwaite, ligesom alle de øvrige Barcelona-spillere, testes for symptomer på coronavirus, efter at 152 personer i løbet af de seneste dage er blevet smittet i støvlelandet.
Martin Braithwaite fik lørdag sine første minutter i Barcelona-trøjen, da danskeren blev skiftet ind med 18 minutter tilbage af hjemmekampen mod Eibar.
Barcelona var på dette tidspunkt allerede foran med 3-0, men Braithwaite leverede et positivt indhop, idet danskeren efter sin indskiftning var involveret i scoringerne til 4-0 og 5-0.
Braithwaite kan igen få chancen på søndag, når Barcelona gæster Real Madrid i den hjemlige liga.