Foto: Lars Rønbøg / Getty Images
Okores plan mod Leicester: Cornelius skal spilles i fødderne
Bragt i Tipsbladet 14. oktober
Det skulle have været det perfekte skifte for en ung Jores Okore, men de tre sæsoner i Aston Villa blev i stedet en sand rutsjebanetur med en FA Cup-finale og en nedrykning som de sportslige yderpunkter og en korsbåndsskade som en traumatisk start på tiden i Birmingham-klubben. Læg dertil fem forskellige managere, og man forstår, hvis den 24-årige centerforsvarer søgte hjem for at finde noget stabilitet i sit klubliv.
Men selv om det gik mere ned end op, så fik den unge forsvarer alligevel spillet en del i Premier League. Faktisk blev det til 38 kampe, heraf de 36 fra start, i ligaen over de tre år, svarende præcis til en sæson, så han har mødt mange store angribere undervejs og oplevet flere forskellige modstandere, men alligevel har han ingen problemer med at huske den kamp, som han spillede den 16. januar i år. For det er trods alt ikke hver dag, at et kuldsejlet bundhold klarer uafgjort mod det sensationelle tophold fra Leicester.
”Ja, den kamp kan jeg godt huske. Den blev 1-1,” siger Jores Okore med et af de mange grin, der fylder i en snak med den store forsvarer.
Så selv om han foreløbig kun har været syv uger i FC København og endnu ikke har været tættere på holdet end 90 minutter på en bænk i Horsens, har han allerede prøvet noget, som hans holdkammerater først løber ind i på tirsdag, nemlig en kamp mod den forsvarende engelske mester fra Leicester, og han var altså også med til at hente point mod det kompromisløse mandskab. Men hvordan kunne det gå til, når holdene lå i hver deres ende af tabellen med Leicester i tæt topkamp med Arsenal og Manchester City, mens Aston Villa kun havde fået 11 point i sæsonens første 21 kampe?
”Vi spillede på hjemmebane, og på det tidspunkt var vi inde i en periode, hvor vi i hvert fald troede lidt mere på det, end vi havde gjort før [Villa hentede fem point i fem kampe omkring jul og havde lige slået Crystal Palace]. Og så er det altid sådan, at når man spiller mod et lokalt hold, så er tingene lidt mere lige, selv om tabelforskellen er stor. Jeg tror, at det var derfor, at det blev så tæt en kamp.”
”For det er et lokalt opgør, Leicester ligger jo i The Midlands, 30-40 minutter fra Birmingham og Aston Villa. Det er lidt en lokal rivalisering, men det er ikke lige så stort som mod West Bromwich og Birmingham City. Det er noget helt andet med de kampe, men der er stadig noget, når det er en anden Midlands-klub, man møder,” siger Jores Okore om kampen mod det mandskab, der 14 runder senere kunne kalde sig engelske mestre og på Villa Park stillede op med de 11 mand, der stort set spillede dem frem til det overraskende mesterskab.
Japanske Okazaki bragte gæsterne foran med 1-0, efter Villa-målmand Mark Bunn havde pareret et forsøg fra Jamie Vardy, og Riyad Mahrez kunne have øget føringen, men brændte sit andet straffespark i træk, før det lokale i opgøret dukkede op med en høj albue fra Robert Huth mod Villa-angriberen Libor Kozak og senere skubberi mellem 15 mand efter en hård nærkamp mellem Vardy og Villa-backen Leandro Bacuna. Og så udlignede indskiftede Rudy Gestede altså med et kvarter igen af en kamp, som danske Okore spillede fuld tid i.
”Leicester er jo et hold, der er godt sat op. De har en stærk kerne, de kender deres roller, og de kender hinandens roller, så de er meget svære at nedbryde. Det er et hårdtarbejdende hold, hvor alle 11 spillere, selv målmanden til tider, arbejder hårdt og kæmper for hinanden. Det er et hold, der ikke giver noget væk. Det er et meget kompakt og stærkt spillende hold. Og så spiller de 100 procent på deres styrker,” siger Okore, der var en del af det Villa-bolværk, der skulle dæmme op for en af Leicesters helt store styrker.
Farlige kanter i Leicester
For selv om det var bund mod top, havde Villa bolden i 56,5 procent af tiden, de afleverede mere præcist end Leicester, og de havde flest forsøg på mål, men gæsterne havde de lange bolde frem mod Jamie Vardy.
”Jeg synes nu selv, at jeg har haft godt styr på Vardy i de kampe, vi har spillet mod Leicester. Så vidt jeg husker, tror jeg ikke, at han har scoret på mig,” siger Okore med rette, for i de tre opgør, som han nåede mod Leicester, kom den hurtige angriber aldrig på tavlen.
”Men han er en spiller, der arbejder stenhårdt. Han ved, hvad han kommer fra, han har kæmpet sig op hele vejen fra ”the lower leagues,” så han jager alt og tror på alle de bolde, der kommer i nærheden af ham. Han tager chancer, og han går ind i alle dueller, så han er en meget svær spiller at stå overfor, men man kan godt holde ham nede. Man skal bare være klar over, at han er en spiller, der arbejder i 90 minutter.”
”Med tiden har han fået mere og mere selvtillid, og så lykkes flere og flere ting også for ham. Han går efter hver eneste bold med 110 procent, og han giver ikke forsvarsspillerne en meter, han giver dem ingen tid,” fortæller Jores Okore om angriberen, der som 23-årig spillede i den sjette bedste række for Halifax Town, men fem år senere blev klubtopscorer med 24 mål for den engelske mester.
Men Jores Okore fik han altså aldrig scoret imod, og forsvareren lyder også lidt mere imponeret, når snakken falder på den anden målsluger på Leicesters mesterhold, algeriske Riyad Mahrez på højrekanten.
”Ham stod jeg ikke så meget over for, for han kommer jo mere fra højre side og trækker ind med sit venstreben og lave en masse finurligheder derfra, men det er en god spiller. Han er en meget væver type, som meget af deres offensive spil kommer fra. Han kan både sætte spillere op og skabe noget på egen hånd, blandt andet med nogle imponerende spark med sit venstreben uden for feltet. Der er masser af power i det hug,” siger den 183 centimeter høje og 80 kilo tunge Okore, der var en af de mest kraftfulde spillere i Superligaen, da han blev dansk mester og spillede Champions League med FC Nordsjælland, men havde sit at se til, når Robert Huth (191 cm, 88 kg) og Wes Morgan (185 cm, 92 kg) trak frem fra Leicesters centerforsvar til dødbolde.
”Huth er bare meget høj, og så tror jeg nok, at Wes Morgan er lidt større, end jeg er,” siger forsvareren med et grin.
”Premier League er bare en fysisk liga, hvor man ved, at folk kommer med masser af power og går rigtig hårdt ind i nærkampene hver eneste weekend. Så det skal man være klar på, og så skal man også være klar på, at man ikke skal spille på deres styrker, når man har bolden og spiller op mod dem.”
”Man skal ikke satse på at slå høje bolde op, der skal snittes videre, for hvis man kommer alt for tæt på kroppen af dem, er de rigtig stærke. Man skal spille på jorden omkring dem og prøve at udnytte deres svagheder omkring fødderne. Spille rundt om dem.”
”Det synes jeg, at vi fik gjort, da vi spillede mod dem i januar, og det er også det, vi skal gøre i næste uge. Vi skal ind omkring dem, løbe med dem, for der har vi vores chancer,” vurderer Jores Okore, mens man så kan tænke over, hvordan det kan fungere med Andreas Cornelius på toppen.
””Corner” er jo også en stor og stærk dreng, så han kan godt give dem noget modstand. Måske vinder han fem ud af ti luftdueller, men vi vil ikke have en fordel. Men ”Corner” kan også godt løbe, så mon ikke at vi kan spille rundt om dem og så komme bag dem. Der føler jeg, at ”Corner” er en del hurtigere end de to drenge, så vi må spille den i fødderne på ham i stedet for at spille den op i luften,” siger Jores Okore med erfaring fra 90 minutter mod Leicesters mestre, der endte med 1-1, og også som altid gav mulighed for en lille snak med landsmanden Kasper Schmeichel,
Men målmanden er faktisk ikke den eneste spiller, som Okore kender i Leicester, for da han kom til Aston Villa i sommeren 2013, var kanten Marc Albrighton i gang med de sidste måneder af et langt forløb som et talent, der aldrig levede op til forventningerne – i hvert fald ikke på Villa Park.
”Lige da jeg kom til Villa, fik jeg en lille skade, og på det tidspunkt var han også skadet, så vi genoptrænede lidt sammen i starten og vendte også samtidig tilbage til holdtræningen. Så ham lærte jeg rigtig godt at kende. Vi snakkede godt sammen, og han var en af dem, der tog rigtig godt imod mig i klubben. Og så boede han heller ikke så langt væk fra mig, så han var én, jeg kunne snakke med.”
”Vi spillede sammen i et år, før han rykkede til Leicester. Uden for banen er han meget stille og rolig, meget familieorienteret og en rigtig flink fyr, der har været igennem meget med skader. På banen er han en hårdtarbejdende spiller, der kæmper hårdt, og som er en holdspiller. Han spiller kun for holdet. Han går ikke op i, hvor mange oplæg han har lavet, han tænker kun på at vinde kampen.”
”Og så har han et rigtigt godt højreben, der lægger op til mange mål. Man må ikke give ham plads ude på kanten, for så ryger der sgu indlæg ind i boksen. De kommer meget hurtigt ind, et touch og så bliver de hamret ind,” siger Jores Okore om endnu en af tirsdagens FCK-modstandere på det King Power Stadium, han også nåede at få en enkelt kamp på.
For før Leicesters successæson i 15/16 var Okore med til at vinde 2-1 hjemme på Villa Park og tabe 1-0 på udebane til et hold, der ikke mindede ret meget om det, der vandt mesterskabet. For eksempel var det backen Paul Konchesky, der scorede sejrsmålet for det daværende bundhold, der kun havde tre spillere med fra det hold, der blev mester 16 måneder senere.
”Det er et stadion, hvor fansene er tæt på banen, og der er masser af larm og stemning på lægterne. Masser af power. De ved bare, at på hjemmebane er de rigtig stærke, så de var lidt et andet hold at møde, da de spillede på King Power Stadium. Det var ikke det største stadion, men det var meget intimt. Det var sgu ret fedt at spille derinde, det må man sige.”
”Det er jo også et meget nyt stadion, og det er altid lækkert. Det er i hvert fald noget andet, end når man spiller i Burnley,” siger Jores Okore med et grin og en erfaring, der fortæller, at han trods skader og trods perioder uden for truppen alligevel fik oplevet lidt af hvert gennem sine tre år i Premier League.
Vennerne Benteke og Delph
De hårde fakta fortæller, at forsvareren på de tre sæsoner nåede 47 kampe for Aston Villa, heraf de 38 i Premier League hvor otte sejre, 10 uafgjorte og 20 nederlag er at regne som nedrykningsform, hvilket det da også endte med sidste sæson, selv om Okores kampe altså var spredt ud over tre sæsoner.
”Jeg har oplevet rigtig meget på de tre år. Det er sgu gået meget op og ned og har været meget turbulent. Overordnet set er det svært at være tilfreds med, hvad jeg har oplevet, men jeg er i hvert fald glad for, at jeg fik det prøvet,” siger Jores Okore om et forløb med hele fem forskellige managere undervejs.
”Aston Villa var ikke den samme klub, da jeg sluttede, som da jeg kom, så det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at det var den vej, det hele gik, men det var sgu stadig fedt at få prøvet kræfter med Premier League og nogle af de bedste spillere. Og jeg synes da selv, at jeg fik spillet nogle gode kampe, specielt den anden sæson da jeg spillede 25 kampe, og vi fik reddet os efter en dårlig start på sæsonen og også nåede FA Cup-finalen mod Arsenal. Det var en fin sæson,” siger forsvareren, der i sommeren 2013 skiftede til Aston Villa fra FC Nordsjælland efter at have imponeret trods store nederlag i Champions League og blandt andet fået ros af Chelseas Frank Lampard for indsatsen undervejs.
Og det begyndte også som lyn og torden for den unge Okore i Aston Villa. Han sad på bænken, da hans nye hold sensationelt åbnede sæsonen med en 3-1 sejr over Arsenal på Emirates, men så blev han skiftet ind mod Chelsea, fik fuld tid mod Liverpool og Rotherham i Liga Cuppen, før en landsholdspause hvor han sad på bænken, mens Danmark ude slog først Malta og så Armenien. Så det så rigtig godt ud for forsvareren, der kun lige var blevet 21 år.
Han startede da også inde i den næste ligakamp hjemme mod Newcastle, men efter en lille halv time stødte han uheldigt sammen med Loic Remy, og den efterfølgende dom var knusende. Korsbåndet var røget, og dermed røg Jores Okore fra listen over stærke sommerindkøb i Premier League til skadeslisten. Og han tænker stadig på, hvordan tingene mon kunne have udviklet sig, hvis han ikke var blevet skadet.
”Det gør jeg i hvert fald. Det har jeg tænkt mange gange: ”Hvad nu, hvis jeg ikke blev skadet?” For jeg kom jo ind på holdet og spillede i fire af fem kampe, og så røg jeg ind i den skade, der holdt mig ude i rigtig lang tid.”
”Det var rigtig ærgerligt, for det er hårdt både at komme tilbage og komme ind på et Premier League-hold igen. Det er det hårdeste, jeg har prøvet, for når man er uden for en Premier League-trup i et år, så er det ikke bare lige til at komme ind igen. Klubben går meget hurtigt ud og investerer i nye spillere, så man starter bagest i køen.”
”I min anden sæson, hvor jeg nåede 25 kampe, var jeg i realiteten nede som sjettevalg ved sæsonstarten, for de have hentet to nye spillere ind til forsvaret, der skulle have chancen, og så var der dem, der havde spillet, der også var lidt foran mig, mens træneren altid brugte knæskaden som en undskyldning. Så jeg skulle starte helt fra bunden igen, helt fra scratch. Det var som om, at man aldrig havde spillet fodbold før og skulle til at lære det igen, eller at man lige var kommet op fra akademiet. Så det var en lang opstart, hvor jeg følte, at jeg fortjente mere, end jeg fik.”
”Samtidig havde holdet en svær periode, så det var meget frustrerende. Man ville jo rigtig gerne ind at spille, ind at hjælpe holdet. Men vi fik vendt det omkring november/december, hvor jeg også fik chancen og fandt sammen med Ciaran Clark i et ret godt makkerpar i forsvaret. Så det var lidt ærgerligt, at vi ikke fik lov til at fortsætte med det året efter, men sådan er det nogle gange,” siger Okore med et kig tilbage på den bedste sæson, der også indeholdt de bedste fodboldoplevelser i England.
Blandt andet scorede han sit eneste mål i ligaen mod Chelsea-duoen Terry og Cahill, og han var også med til at ødelægge Steven Gerrards sidste trofæjagt ved at vinde FA Cup-semifinalen over Liverpool med 2-1 på Wembley. Og selv om Arsenal vandt finalen samme sted med hele 4-0, var det selvfølgelig også en oplevelse foran 89.000 tilskuere.
”Det var stadig fedt at komme i finalen. Man ville selvfølgelig gerne have gjort det bedre, men det havde også været en lang og hård sæson for os, og Arsenal havde bare mere overskud, mere selvtillid og mere glæde i kampen, og så er det jo nemt nok at spille godt,” siger Okore, mens det var lidt sjovere undervejs i den sæson at klare 1-1 hjemme mod Manchester United.
”Ja, det var en rigtig god kamp. Vi fik også meget kredit for det, for vi spillede rigtig godt og forsvarede os flot, for det er ikke nemt at skulle håndtere Falcao, Rooney og Van Persie på en gang i angrebet. Og så kom Di Maria ind og kunne slå en masse indlæg, så det var også en fed kamp,” lyder det fra forsvareren, der dog peger på et par weekender i marts med hjemmekampe mod West Bromwich som et højdepunkt.
”Den vildeste kamp var nok, da vi vandt 2-1 over West Bromwich på hjemmebane. Vi mødte dem to gange på en uge, og vi vandt begge kampe. Den første var om at komme i semifinalen i FA Cuppen, og den anden var i ligaen, hvor vi havde brug for point. Det var en fed oplevelse, og der kunne man også godt mærke på fansene, at det var meget vigtigt for dem,” siger Jores Okore om en kamp, som holdets daværende topscorer Christian Benteke afgjorde på straffespark i det 94. minut, få måneder før han skiftede til Liverpool for omkring 300 millioner kroner.
”Benteke er en af de bedste spillere i boksen, som jeg har spillet med og mod,” siger den gamle holdkammerat med et grin.
”Han vinder stort set alt i luften. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Der er han virkelig, virkelig god, og så kan han score med både højre og venstre. Han ved bare, hvor målet står.”
”Men Liverpools spillestil passede ikke rigtigt til ham. De bruger meget vævre spillere, der godt kan lide at komme ind i banen, spille i små rum og få afsluttet. Benteke kan godt lide at spille fodbold, men hans styrke er, når der kommer indlæg ind i boksen. Der scorer han jo stort set hver gang. Man lægger bare et indlæg, og så skal han nok finde vej frem til bolden.”
”Men Liverpool slår ikke så mange indlæg, som vi gjorde i Aston Villa, så hvis han havde taget en anden klub, hvor der var lidt flere indlæg fra kanterne og fra backerne, så havde han også haft mere succes og fået chancen lidt mere i forhold til, hvad han gjorde i Liverpool. Bare se, hvordan han nu er begyndt at score mål igen i Crystal Palace, for der hælder de den indover til ham.”
”Så det var ikke fordi, han ikke var en god spiller. Det var bare fordi, systemet ikke passede til ham, og det kan jo godt ske nogle gange for en spiller. At man kommer til et system, der ikke rigtigt passer én,” siger Jores Okore, der i øvrigt har snakket en del med Benteke efter den belgiske landsholdsangriber forlod Aston Villa.
”Ja, og jeg holdt også kontakten med Fabian Delph, der nu er i Manchester City. Han er en rigtig god ven. Det samme gælder Libor Kozak, der stadig er i Villa, så jeg snakker stadig med folk derovre fra,” siger forsvareren om tre sæsoner, der knyttede nogle bånd og også gjorde ham til en bedre fodboldspiller trods skader og resultatmæssige skuffelser undervejs.
”Jeg føler jo selv, at jeg er blevet en meget bedre fodboldspiller. Jeg har udviklet alle mine facetter i fodboldspillet. Jeg er blevet bedre på bolden, jeg er blevet bedre til at bruge min styrke, for man skal bruge den i stort set hver eneste duel i Premier League. Da jeg spillede i Superligaen var der jo mange kampe, hvor jeg stort set kunne spille på halv styrke. Så det er jeg blevet meget bedre til.”
”Mentalt er jeg også blevet mere fokuseret igennem hele kampen, og også i optakten til kampene. Så jeg føler, at jeg er blevet meget mere professionel end tidligere, så forhåbentlig kan det hjælpe mig til at komme ud igen,” siger Jores Okore med det klassiske grin.
