Liverpool fik en skidt start på årets Champions League-gruppespil med et 0-2-nederlag i Napoli, og englænderne stod onsdag aften over for Red Bull Salzburg, som havde danske Rasmus Nissen Kristensen med fra start og på banen igennem alle 90 minutter.
Østrigerne vandt omvendt med hele 6-2 over Genk, men hattrickhelten fra opgøret, Erling Braut Håland, startede på bænken grundet sygdom.
Allerede efter ni minutter blev det til 1-0 ved Sadio Mané. Senegaleseren afdriblede først Nissen og spillede et-to med Firmino, inden han selv kunne lægge bolden ind bag Cican Stankovic i Salzburg-buret.
Og det var i begyndelsen af opgøret tydeligt, at Liverpool havde noget at revanchere efter nederlaget i Napoli.
De engelske værter var veloplagte, og efter 26 minutter blev det 2-0 ved Andy Robertson, som scorede sit første mål i europæisk sammenhæng. Venstrebacken havde søgt hele vejen ind i feltet og satte en inderside på et fladt indlæg fra Trent Alexander-Arnold.
Mohamed Salah fik få minutter senere en stor mulighed for at udbygge føringen yderligere, men egypteren halvflugtede forbi den ene oppasser.
Salah fik dog gjort op for sin store afbrænder efter 36 minutter, da han var først over en returbold på en hovedstødsafslutning fra Firmino og sparkede 3-0-målet sikkert ind.
Inden pausen fik gæsterne fra Østrig en smule opmuntring, da sydkoreanske Hwang Hee-Chan reducerede til 3-1. Angriberen blev spillet dybt og lavede en skudfinte, der snød Virgil van Dijk, hvorfor han kunne kanonere bolden ind i det lange hjørne tæt under mål.
Kort inde i anden halvleg var Adrian tæt på at forære Salzburg et mål, da den spanske keeper sparkede bolden ind på Patson Daka, som havde læst afleveringen. Bolden sneg sig forbi stolpen, men fejlen var en indikation på, at Liverpool sløsede efter pausen.
3-2 blev det således efter 56 minutter. Hwang Hee-Chan slog et fremragende indlæg ind til en fremadstormende Takumi Minamino, som nogenlunde midt for mål flugtede reduceringen ind.
Og så lugtede gæsterne for alvor blod. Kort efter blev norske Håland således indskiftet i stedet for zambianske Patson Daka, og han skulle ikke bruge mange minutter på at bringe sig selv i fokus.
61 minutter var der spillet, da Håland placerede sig i ryggen på Joe Gomez og kunne sætte en nem inderside på en tværaflevering fra Minamino. Et suverænt comeback var en realitet.
Red Bull Salzburg havde i den grad spillet sig op efter pausen, og det kom også en smule ud af det blå, da Mohamed Salah efter 69 minutter bragte hjemmeholdet tilbage på sejrskurs. Efter en række tilfældigheder fik Firmino til sidst headet sin holdkammerat fri foran mål, og Salah kvitterede med sin anden scoring.
Desværre for Rasmus Nissen og co. blev den syvende scoring også kampens sidste, og Liverpool tager dermed tre vigtige point efter skuffelsen mod Napoli.