August plejer at være måneden, hvor de store ligaer i Europa sparkes i gang igen, men i år tegner det på grund af coronapandemien til at blive meget anderledes.
Tirsdag afholder UEFA en videokonference med de 55 medlemslande, og ifølge det italienske medie Tuttosport planlægger UEFA, at Champions League både skal genoptages og spilles færdig i løbet af august.
Drabeligt program i august
Der blev senest spillet kampe i Champions League for snart seks uger siden, den 11. marts, og turneringen blev afbrudt på et tidspunkt, hvor der stadig manglede at blive spillet returkampe i fire af 1/8-finalerne.
Ifølge Tuttosport er UEFAs aktuelle plan, at de fire resterende returkampe, Juventus-Lyon, Manchester City-Real Madrid, Barcelona-Napoli og Bayern München-Chelsea, skal spilles den 7. eller 8. august.
Kvartfinalerne, både det første opgør og returopgøret, skal angiveligt spilles den efterfølgende uge, mens semifinalerne skal spilles den 18./19. august og den 21./22. august.
Finalen, som spilles i Istanbul, skal efter planen afvikles lørdag den 29. august.
Europa League-finalen, som skal spilles i Gdansk, skal efter planen spilles torsdag den 27. august.
Gruppespil sættes i gang i oktober
Champions League-sæsonen sparkes normalt i gang henimod slutningen af september, men i næste sæson ser dette ud til at blive lavet om, på grund af ændringen af programmet i denne sæson.
Ifølge Tuttosport er planen at sparke Champions League 2020/21 i gang tirsdag den 20. oktober.