En af sommerens mest omtalte transfers omhandlede Mauro Icardi, der forlod Inter til fordel for Paris Saint-Germain på en lejeaftale, og tirsdag aften scorede han sit første mål for den franske storklub.
Det gjorde han, da han scorede kampens eneste mål i Paris Saint-Germains sejr over Galatasaray i Tyrkiet.
Paris Saint-Germain var uden karantæneramte Neymar samt skadede Edinson Cavani i opgøret, mens Kylian Mbappe, der netop er vendt tilbage fra en skade, startede opgøret på bænken.
Dermed lå meget af det offensive ansvar på Mauro Icardi, Angel Di Maria og Pablo Sarabia, og i anden halvleg lykkedes det også Icardi at få sendt bolden i nettet. Marquinhos spillede flot Pablo Sarabia i dybden, og i stedet for at afslutte sendte den spanske offensivspiller bolden på tværs til Icardi, der nemt kunne sende bolden i et frit mål.
Det blev kampens første og eneste mål, og resultatet betyder, at Paris Saint-Germain topper Gruppe A med maksimumpoint efter to kampe. Club Brugge er på andenpladsen, mens Galatasaray og Real Madrid er henholdsvis nummer tre og fire.