Video : Tipsbladet
Champions League

Lewandowski afslører: Dortmund blokerede skifte til Manchester United

Bayern Münchens stjerneangriber var tæt på at skifte til Manchester United, men transferen blev blokeret af Dortmund.

En af de allerbedste angribere i verden Robert Lewandowski høvler mål ind på stribe for sin klub Bayern München.

Men før han skiftede Dortmund ud med rivalerne, da var han tæt på at skifte til Manchester United i Premier League.

I et interview med The Guardian fortæller han, at han havde samtaler med den daværende United-træner, Sir Alex Ferguson:

- Jeg snakkede med ham efter mine to år i Dortmund. På det tidspunkt var jeg virkelig tæt på at skifte til Manchester United. På grund af Ferguson og på grund af klubben, siger Lewandowski ifølge The Guardian og fortsætter:

- Dortmund sagde nej, sådan er det. Det var første gang jeg tænkte på et skifte. For hvis du får et opkald fra Sir Alex Ferguson, så er det for en ung spiller helt fantastisk. Det var en helt speciel dag for mig, siger Lewandowski.

Lewandowski blev altså i klubben og skiftede to år senere, i 2014, til Bayern München.