I godt og vel halvanden måned har Hansi Flick været midlertidig manager i Bayern München, efter Niko Kovac blev fyret. Nu står det klart, at Flick fortsætter på posten de næste seks måneder.
Således oplyser Bayern München på sin hjemmeside, at Flick er manager i klubben indtil mindst slutningen af denne sæson.
Det blev besluttet på et møde efter Bayern Münchens 2-0-sejr over Wolfsburg i går.
- Jeg er glad for, at Bayern stoler på mig som cheftræner. Jeg nyder virkelig at arbejde med holdet. Vi står i en god position til at starte den anden halvdel af sæsonen med Bundesligaen, DFB Cup og Champions League, siger Hansi Flick til klubbens hjemmeside.
- Nu skal vi genoplade batterierne, og så skal vi forberede os selv intensivt til den anden halvdel af sæsonen på træningslejr. Vi skal forsøge at få så mange sejre og titler som muligt.
Under Hansi Flicks ledelse har Bayern München vundet otte kampe og lidt to nederlag.
Bayern München ligger nummer tre i Bundesligaen med fire point op til RB Leipzig, der topper ligaen. I DFB Cup er Bayern München klar til 1/8-finalen mod Hoffenheim, mens de i Champions League står foran et møde med Chelsea i 1/8-finalen.
Bayern München genoptager sæsonen den 19. januar på udebane mod Hertha Berlin i Bundesligaen.