Video : Tipsbladet
Champions League

FCK kan få flot seedning i CL-gruppespillet

FC København er ikke langt fra at havne i tredje seedningslag i Champions League-gruppespillet. Det vil give Jacob Neestrups mandskab en noget mere overkommelig gruppe, end hvis FCK bliver seedet i fjerde lag. På lørdag er vi klogere.

FC København avancerede tirsdag aften i Champions League-kvalifikationen efter et neglebidende opgør i Tjekkiet, der måtte hele vejen til straffesparkskonkurrence, før FCK trak det længste strå mod Sparta Prag.

Dermed er FC København blot en runde fra det forjættede Champions League-gruppespil og de mange millioner, der følger med deltagelsen i verdens fornemste klubturnering.

Selve deltagelsen i Champions League plejer at være målstregen for et dansk hold, der naturligvis ikke kan gøre sig de helt store sportslige forhåbninger mod de allerstørste klubber i verden, men rent faktisk kan FCK stå med gode kort på hånden i forhold til at avancere fra gruppespillet - om ikke andet så til Europa Leauge, som en tredjeplads giver adgang til. 

FC København er nemlig ikke langt fra at havne i tredje seedningslag i Champions League - normalt kan danske klubber finde sig selv i fjerde og laveste seedningslag i turneringen.

Regnestykket kræver selvsagt, at FC København kvalificerer sig til gruppespillet, og derudover skal AEK Athen sende Dinamo Zagreb ud i lørdagens udsatte returkamp i tredje runde. Grækerne vandt det første opgør på udebane i Kroatien med 2-1.

Det er Twitter-profilen UEFA Ranglister & Koefficientpoint, der har lavet udregningen.

FC København er lige nu det hold i fjerde seedningslag med flest koefficientpoint, og det betyder, at Jacob Neestrups mandskab overtager Dinamo Zagrebs plads i tredje seedningslag, hvis kroaterne ryger ud.

Alt dette er dog ligegyldigt, hvis ikke FC København lever op til favoritværdigheden i playoff-runden, hvor "Løverne" skal op imod de polske mestre Rakow Czestochowa. FCK spiller den første kamp i Polen på tirsdag, mens det hele afgøres i Parken i returkampen ugen efter.