Video : Tipsbladet
Champions League

Eriksens agent set i Milano: Kontrakt til 67 millioner kroner i spil

Christian Eriksens agent Martin Schoots er blevet observeret i Milano, hvor han eftersigende er ved at få detaljerne på plads i danskerens kontrakt med Inter.

Tottenhams danske offensivspiller Christian Eriksen har i den seneste tid været meldt på vej til Inter, men indtil videre lader det ikke til, at parterne er blevet helt enige. Onsdag var Inter-direktør Piero Ausilio i London for at forhandle, og her skulle der givetvis være opstået et gennembrud.

Det skriver den italienske sportsavis Corriere dello Sport.

I løbet af torsdagen er Christian Eriksens agent Schoots blevet set i Milano, hvor han skulle være rejst til for at få de sidste detaljer på plads i forbindelse med skiftet. Her lader det til, at der er en kontrakt frem til 2024 på spil, hvor danskeren kan se frem til en løn på 67 millioner kroner om året.

Dog skal betalingsmodellen lige på plads mellem de to klubber, og her er Inters Vecino blevet et bud på, hvordan Inter kan opfylde kravene fra Tottenham, som skulle være på omkring 150 millioner kroner for Eriksen, mens Inter kun vil betale 110 millioner kroner.

Derfor kan Vecino blive lejet ud til London-klubben, ligesom man skulle have planer om at lægge en bonus-ordning ind i transferen, således Tottenham kan hente yderligere 15-20 millioner kroner oveni i de 110 millioner kroner, som Inter har planer om at give.

Christian Eriksen har kontraktudløb til sommer, hvor han kan skifte gratis.